han fuld af Kraft og Tillid op paa sit Studerekammer, for at gnide sin Pande mod Tacitus.
— Og Uglerne forstyrrede ham ikke; Skolen og Byen var bleven dem for stor og larmende, de forsvandt med en Gang og blev borte. —
Michal Mordtmann havde en Overraskelse i de første Dage efter Selskabet hos Professor Løvdahl.
Morgenen efter underrettede han sin Fader foreløbig om, at Udsigterne for deres Plan ikke var synderligt lyse. Da det var gjort, havde han trøstet sig med at tænke paa, hvorledes han havde skræmt de gamle Katugler, og hvor prægtig Fru Wenche havde været.
Smuk var hun ogsaa og ganske overraskende ung. Idet han forudsaa, at hans Ophold i Byen nu kanske ikke blev af saa lang Varighed, tog han den Beslutning at besøge hende ofte: — hvis han først skulde opgive sin Fabrik, vilde han ialfald tage den Fornøielse, som det kjedelige Sted kunde byde ham.
Men da han udpaa Dagen gik op til Klubben, hvor han spiste Middag, kom den tykke Jørgen Kruse hen til ham midt paa Gaden, trykkede hans Haand og sagde: „Tak — Hr. Mordtmann! — mange Tak for igaar. De balberede de lærde Herrer ganske ordentligt; og det var som skulde jeg sagt det selv — det, Fru Løvdahl kom med om Gutterne paa Latinskolen. For se nu min Morten! — han var s’gu saa flink en Gut som nogen, da han var liden, samlede sine Kobberskillinger og hjalp i Kramboden. Men nu — han er Gud forlade mig nær sexten Aar! — nu da al denne latinske Lærdom er faret i ham, nu er han bleven saa dum — Far! at jeg ikke turde betro ham Kramboden en halv Time, — ja ikke vilde han staa der heller. Nei den Latinen tror jeg ikke stort paa, og var det ikke for Mutters Skyld, skulde han ud af Skolen den Dag imorgen.“
Michal Mordtmann vidste slet ikke, hvad han skulde svare; og da længer oppe i Gaden Adjunkt Aalbom gik smaanynnende forbi uden at ville se ham, saa forstod han det meget bedre.
Men det var ikke bare den tykke Jørgen Kruse; flere af de velstaaende Smaakjøbmænd kom mer eller mindre uforbeholdent frem med, at hans Optræden i Professorens Selskab havde smagt dem godt.
Og omsider gik det op for ham, at det havde været etslags Fest for alle disse Mennesker, som tidt nok havde hørt, at de ingenting
