Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/213

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

slæbe sig igjennem det allertarveligste Pensum til Examen artium, — og man saa vilde tænke paa hine Karle, der deponerede i fordums Tid.

Lærerne gik, somom de gik igjen. En vissen, grinet Flok, som gjennem Aarene udviklede hver sin Særhed til Karrikatur; fordi deres ensomme Liv var at sidde paa Kathederet og strø Støv paa en Ungdom, de ikke forstod.

Men mange mærkede de lærde Skolers Hensygnen. Fra det hele Land kom samstemmige Iagttagelser og Beklagelser; og alle Skolemænd satte sig i Bevægelse, stak Næsen i Papirerne, og ophvirvlede smaa Skyer af extrafint, filologisk Støv.

Nogle mente, alt vilde blive godt, naar Eleverne fik særskilte Pulte og grønmalede Pennalhuse; andre raabte paa et nyt og mere fuldkomment Ventilationssystem; enkelte lovede sig en ny Opblomstring af Lærdom og Sundhed for den kjære Ungdom, hvis Tyngdepunktet i Undervisningen blev forlagt fra Latinen og over paa Græsken.

Ingen syntes at ville forstaa, at Systemet var forældet og selve Lærdommen raadden, saa ingen Kunst formaaede længer at forhindre det døde fra at forpeste det levende.

Rektor sukkede mangen Aften, naar Maanen skinnede over Skolegaarden og udover Byen, som voxte og trivedes paa sin Maade. Skolen trivedes ikke; hvert Aar fandt han færre haabefulde Elever for Latinlinien; mens der var nok af raske Gutter, som opgav det tidligt og gik tilsøs eller til Udlandet, for at lære Handel.

Han vendte sig bort og gik ud i den store gamle Have paa den anden Side af Huset. Her havde han en liden fredelig Plads under et ældgammelt Pæretræ, hvor han sad om Sommeraftenen og snuste eftertænksomt. Men hellerikke her — skilt fra Byen og hele Verden bag den høie Kirkegaardsmur — hellerikke her fik han Fred for urolige Tanker.

Hvor lidet den huede ham — hele den nye, travle Tid, og hvor det ængstede ham — ængstede ham oprigtigt som et Tilbageskridt mod Barbariet —, denne Ringeagt for de klassiske Studier, som begyndte at vise sig baade her og der.

Men han vilde ikke tabe Modet; endnu stod de dog — Gud være lovet! — de gamle Klassikere; uovertrufne af nogen senere Tidsalders Mænd, ragende op over enhver Tid, ligesom selve denne skjønne Kirke ragede op over den snevre dumme Fiskerby med sine ædle og alvorlige Linier. Og fra Kirken var det, somom der gik en Luftning henover Ruinerne, henover Skolen, henover ham selv, idet han reiste sig fra Bænken. Styrket som efter en Bøn gik