og druknes; og det gjorde hun ogsaa i Bøn og Sang og flittig Omgang med Ordet; — men alligevel — alligevel — —
Endnu en Gang blev Jomfru Sara forstyrret, idet et rundt, solbrændt, smilende Ansigt viste sig i Kjøkkendøren.
Men Smilet forsvandt, og Lauritz traadte flau og kantet ind; han havde aabenbart gjort Regning paa at træffe en anden end Sara.
„Velkommen hjem — Lauritz,“ sagde Sara venligt.
„Tak for det,“ svarede Lauritz med den dybeste Bas, han kunde frembringe; han blev staaende og gned sig mod Døren.
„Vilde du snakke med Mor?“
„Ja — jeg vilde spørge, om jeg kunde faa bo her.“
„Mor er inde i Dagligstuen.“
Lauritz Seehus var næsten som en yngre Broder for Sara, siden han havde været i Kost hos Madame Torvestad, fra han var Skolegut. Hans egentlige Hjem i Flekkefjord var ikke godt, Faderen drak, og der var altid et Mylder af smaa Børn.
En liden Stund efter kom Lauritz ud igjen — meget slukøret og elendig.
„Naa — Lauritz!“ — sagde Sara, „skal du alt gaa igjen?“
„Ja“ — svarede han og skyndte sig ud, „jeg fik ikke.“
Men da han gik ned igjen ad den gamle, kjendte Kjøkkentrap, syntes han, at han var det ulykkeligste Menneske i Verden, ja han græd — for første Gang som Jungmand.
Det havde han nu glædet sig til paa hele Reisen: at faa sit gamle Tagkammer, at være sammen med Henriette hver Dag, at forære hende alt det mærkværdige, han havde i Kisten, at lure sig ud med hende og ro, naar Madamen var i Forsamlingen eller rende paa Kjælke i Maaneskin om Vinteraftenerne, — alle disse straalende Haab, der var saa fuldt færdige, gjennemdrømt de hundrede Gange, udmalede indtil de mindste Smaating i de lange, ensomme Vagttimer paa Dækket.
Nu syntes han ikke, der var noget Haab eller nogen Glæde mere for ham i denne Verden og knapt nok i den næste.
Sara syntes igrunden Synd i ham. Men Moderen kom ud og sagde: „Du saa Lauritz? — Sara!“
„Ja Moder.“
„Talte du med ham?“
„Nei — jeg ønskede ham bare velkommen.“
„Tror du, han er en Omvendt?“
Sara vidste ikke, hvad hun skulde svare; men Moderen sagde strængt: „Sig du kun nei — mit Barn! saaledes ser ikke den omvendte og angrende Synder ud. Vel hører Dommen Herren til;
