„Men spørg ham om curules, ædiles, tribuni plebis og sligt, saa
ved han det paa Fingrene,“ sagde Mordtmann.
„Ja se saadant noget gammelt Sludder, det har han Hovedet fuldt af — den Arming! men om sit eget Fædreland, dets Statsforfatning, dets Kampe for Frihed —“
„Politik — Politik! skal Gutterne ogsaa lære Politik?“ lød det fra mange Stemmer, og en ny febrilsk Iver greb dem alle.
„Naturligvis! — javist skal de lære Politik,“ sagde Michal Mordtmann ufortrødent.
Der blev et stort Røre og almindelig lndignation; selv Fru Wenche saa lidt betænkelig ud; men over alle skreg Blindtarmen i høieste Discant:
„Ih — men Gud forbarme sig — hva! skal vi nu ogsaa have det Syn, at Gutunger skal debattere Politik, somom de var voxne?“
„Synes Hr. Adjunkten saa meget bedre om det ikke sjeldne Syn, at voxne debattere Politik, somom de var Gutunger?“
Fru Wenehe sendte den unge Mand et Smil og skyndte sig afsted til sin Søn. Men den stridbare Stemning splittede Selskabet indover de andre Værelser, hvor de skræmte Livet af de fredelige Kortspillere ved at disputere i flokkevis midt paa Gulvet, medens borte i Krogene to og to havde hinanden fat i Knaphullerne som to Bæltespændere og kjæglede som Haner med Næserne lige opi hinanden — ildrøde og Haaret i Totter.
Vel var der kanske ingen, som helt ud gik med paa Fru Wenches og den Fremmedes vilde Ideer; men mange fandt dog, der kunde være noget i det. Og alle de latinlærde kjæmpede som rasende — uvante med og forbitrede over, at en af deres egne havde aabenbaret dette Frafald midt foran disse Sildeskippere og Høkere.
Ved hele Aftensbordet gik det varmt til; og selv da Selskabet havde forladt Huset, hørte man udover Gaderne i den stille Nat: Reform — Latin —— Ephor — Politik — hva!
Da Michal Mordtmann sagde Godnat til Værtinden, rakte hun ham igjen begge sine Hænder, idet hun varmt og muntert takkede ham for hans gode Hjælp.
Han svarede nogle høflige Ord, men saa hende paa samme Tid lige i Øinene. Og hun, som paa længe ikke havde faaet saadant et Blik, slap ham og vendte sig mod de andre.
Men da alle Gjæsterne vare borte og hendes Mand havde sat sig tilrette, for at læse Aviserne, sagde Fru Wenche:
„Nei — hvor han overraskede mig den unge Mordtmann! og jeg, som ikke har anet, hvad der boede i ham. Ham maa vi virkelig invitere ofte; det var da endelig et Menneske, jeg kan snakke med.“
