in casu kan lykkes at vække hos Forældrene denne stærke Interesse for Skolen, — ja da vil denne Interesse finde sit Udtryk i Praxis — let, naturligt og uden Anstrængelse. Men saalænge denne Interesse ikke er vakt, kan det ikke nytte at strides om de praktiske Vanskeligheder; og saasnart den er vakt, er der ingen praktiske Vanskeligheder at strides om.“
„Aa — hvor jeg kjender Ungdommen — hva! — vor Tids Ungdom,“ skreg Blindtarmen; „bare rive ned paa alt muligt bestaaende; men ingenting bygge op — hva! nei det betakker de sig for; for det kan de ikke! det skal vi andre eller Fremtiden gjøre; men rive ned — ja det er en let Sag — hva!“
„Ja,“ svarede Michal Mordtmann, „blindthen at rive ned paa noget — for Exempel paa Ungdommen, det er ganske vist en meget let Sag. Men at rive ned saaledes, at noget falder, det er efter min Forstand idetmindste ligesaa vanskeligt som at bygge op. At rive ned alt det, som staar imod Fru Løvdahls Skolereform — paa den ene Side Dovenskab og Ligegyldighed, paa den anden Hovmod og Rethaveri — se det bliver saaledes ganske vist et meget besværligt og vanskeligt Arbeide, og jeg kalkulerer, at baade De og jeg har lagt vore Ben til Hvile, inden det blir færdigt. Men det er alligevel min Mening og mit Haab, at dette Nedrivningsarbeide vil blive udført.“
„Ja nedrives skal det!“ raabte Fru Wenche varm, „der maa komme en Tid, da alle indser det samvittighedsløse i at ofre Slægt efter Slægt til gamle Fordomme og udlevede Doktriner.“
„Hm!“ svarede Prokurator Kahrs; „vi har nu hørt mange skjønne og bevingede Ord; og det vil vel være forgjæves at stille et simpelt praktisk Spørgsmaal, saameget mere som det praktiske ikke just syntes at ligge for —“
„Aa — ikke saa spids — Hr. Prokurator! kom De med Deres praktiske Spørgsmaal; naar jeg har Hr. Mordtmann med mig, frygter jeg ikke for nogetsomhelst.“
„Altsaa — kort og godt: hvorfor sender De Deres Barn i Skole? — hvad vil De, Deres Barn skal lære?“
„Det skal jeg med Fornøielse svare Dem paa; og jeg skal svare saa besindigt, at min Kompagnon kan være ganske rolig; for dette har jeg selv saa ofte tænkt paa. Naar vi — Fædre og Mødre, der selv har følt, hvormeget der skal til, hvormeget man burde vide, for blot nogenlunde at forstaa sin Tid, sin Stilling i Livet og fremfor alt sin Opgave som Børneopdragere, —— naar vi sætter vore Børn i Skole, saa er det selvfølgeligt i den Hensigt, at de itide skulle
