for de Velstaaendes Børn er saa slet, saa er den naturligvis endnu langt slettere for de Fattiges Børn.“
Det var drøie Ord, Fru Wenche saaede ud iaften, endog drøiere end hun pleiede; og Herrerne saa lidt paa hverandre. Men Rektorens godmodige og lidt poliske Smil seirede og blev den almindelige Stemning; naar alt kom til alt saa var det jo bare en Dame.
„Jeg tror nok, jeg ved en Ting ialfald, som irriterer Fruen,“ begyndte den gamle Rektor fint.
„Og det skulde være?“
„At De ikke med Deres smukke, energiske smaa Hænder kan faa tage et Tag med i Tingen, at De ikke kan faa rydde op blandt Lærerne og holde selve Rektor lidt i Ørene.“
„Ja ja!“ raabte Fru Wenche; „det er det netop! Jeg ser nok, de ler allesammen; men det er mit Alvor; det er netop dette, at jeg intet — intet kan gjøre for min Søn, naar jeg dog ser, ser tydeligt, at han ødelægges og hans Kræfter spildes.“
„Naa, naa! lille Frue! saa galt ville vi haabe, det ikke er. Men har De Ret til at sige, at De aldeles intet kan gjøre for Deres Søn, om De finder, at Skolen i nogen Maade griber feil? Enhver Henvendelse — —“
„Ak —— kjære Hr. Rektor! hvor kan De dog ville modsige mig i dette? De ved saamænd godt selv, at et Barn i en offentlig Skole omsluttes af tredobbelte Mure, og ve den Fader — eller endnu værre! den Moder, som vil stikke sin Haand i det Hvepsebøle.“
„Da kan jeg bare fortælle Dem — Fru Løvdahl!“ indskjød Kandidat Klausen, „at der gaar knapt nogen Dag, uden jeg har fire-fem Kjærringer paa Døren, som skal give Mund for et eller andet, der er vederfaret deres deilige Unger.“
„Undskyld —— Hr. Skolebestyrer! disse Kjærringer — som De behager at udtrykke Dem — har med Smerte født sine Børn, — hvilket jeg aldrig har hørt om nogen Skolebestyrer, og allerede af den Grund har de Ret til efter bedste Evne at holde Øie med sine Unger, som for dem ere lige saa deilige som vore for os, naar disse samme Unger ved Tvang overleveres i vildt fremmede Menneskers Hænder.“
„Jo — det skulde mintro blive en nydelig Procession af Mødre, hvis man vilde høre paa alt deres Snak! — det kunde tage Livet af ti Skolebestyrere.“
„Det er mig komplet ligegyldigt,“ svarede Fru Wenche tørt; „Mødrene har Ret og Pligt til at følge sine Børn paa Foden saa langt de kan; — og Gud give, de bare vilde det! om saa Skolebestyrerne skal dø som Fluer. Undskyld — Hr. Kandidat!“