„Vi faar nok finde ham en Hjælpeprofessor,“ sagde Abel og satte
Lorgnetten paa, „du Morten med Tilnavnet! gak hen og bistaa din
Broder udi Aanden.“
Morten reiste sig tvært; der var en stille Gjenstridighed i ham, som dog aldrig blev til andet end Mumlen og sure Miner; han var ikke bedre end Marius, og baade den lille og den store saa lige dumme ud som de stod der og gloede op paa Tavlen.
Men der gik dog et lidet Glimt igjennem Morten; han greb i Kridtkassen, for at skrive noget og glemte, at han allerede havde et langt Kridtstykke i Haanden.
„Ja det er rigtigt — Morten!“ — raabte Overlæreren, som lagde Mærke til det, „Kridt maa der s’gu til, hvis det skal blive til noget. Vil du ikke tage Kridtkassen under Armen, Svampen i Lommen og Linealen mellem Benene, saa er du fuldt udrustet. Ach —— Maarten — Maarten! du est dumb, och du fordumbes dagligen.“
Glimtet var slukt i Morten, han stod og bandte, saa Marius kunde høre det. Klassen morede sig og Duxen laa flad af Latter, og saa beundrende op til Kathederet.
„Nu faar vi nok stille das letzte Aufgebot,“ mente Overlæreren og kaldte frem tre fire andre af de Umælende, som ikke kunde lære Mathematik.
Ved forenede Anstrængelser fik de endelig løst Spørgsmaalet om Pythagoras’s Disciple tilfom: og Marius, som var skubbet helt tilside, maatte frem og læse hele Stykket op igjen og forklare, at denne Gang var x = 72.
„Se saa!“ raabte Abel oprømt, „nu ville vi operere med Masserne ligesom Napoleon. Her har vi Kjærnetropperne forsamlede, — isandhed en stolt Skare. Det er akkurat som paa Komedien hos Cortes, naar Jørgen Tambur og de to Stævnevidner skal forestille Blomsten af Frankriges Adel. Godmorgen I tyve Gjæs —“
„Vi er ikke Gjæs,“ —— knurrede Morten.
„Godmorgen I tyve Gjæs — sagde Ræven. Vi ere ikke tyve, men vare vi ligesaamange til som vi er og endnu en halv Gang saamange og en og en halv Gaas og en Gasse, da vare vi 20. Hvormange Gjæs var der da? — O Maarten!“
Men hverken Morten eller nogen af de Umælende gjorde Mine til at give sig ikast med Gjæssene, og da Overlærer Abel fandt, at denne Komedie havde varet længe nok, raabte han:
„Gaa hjem og læg Jer og istemmer den gamle Sang: Nu hvil dig — Borger! det er fortjent. I skulle allesammen broderligen uden Persons Anseelse erholde hver sit Sextal; og dersom I ønske at høre min Dom om Eders Fremtid herneden, saa er den, at jeg
