Ja det er saamænd ikke godt at vide, tænkte lille Marius glad,
fordi han sad trygt paa sin Plads. Og medens Broch henne ved
Tavlen strax begyndte at tumle med ½ x og ⅓ x, fordybede Marius
sig i Betragtninger over det indviklede Spørgsmaal.
Især svimlede det for ham, naar han læste: „tilforn“; thi da blev det dog den vildeste Umulighed at svare paa. Dernæst gik hans Tanker medlidende til den arme Trediedel, som studerede Mathematik, og han blev enig med sig selv om, at han ubetinget vilde foretrukket at være blandt „de øvrige, som øve sig i at tie stille“.
Han vaktes ved at blive raabt frem.
Enten havde Overlæreren mærket, at han sad i Tanker, eller ogsaa var han i sin Noticebog bleven opmærksom paa, at det var længe siden, Gottwald var examineret. Han lod Broch gaa midt i Regningen, — det var desuden altfor let for ham, — og da Marius halvt sansesløs kom frem foran Tavlen, stod der et Par Rækker med Tal og Xer, som han ikke forstod et Gran af; kun foresvævede det ham dunkelt, da han saa, der stod ⅓, at dette vist maatte være en Hentydning til hin ulyksalige Trediedel, der studerede Mathematik.
„Nunc — parvulus Madvigius! qvid tibi videtur de matrimonio?“ raabte Abel og svingede sin Lorgnet, „det er vel en smal Sag for dig at løse dette lille Spørgsmaal? du kjender jo Pythagoras, — ikke sandt? Madvigius! Pythagoras, qvi dixit, se meminisse, gallum fuisse. Værsaagod — Hr. Professor! fortsæt — gener Dem ikke. Ja for du ser vel, at Stykket er næsten færdigt? Broch sagde jo, hvorledes det skulde gjøres, før han gik. Eller kanske Professoren har andet at bestille end at høre efter? — lille Gottwald skulde tænke paa at blive opflyttet til Sommeren og ikke gjøre sin Moder Sorg.“
Marius stod med Ansigtet mod den store, sorte Tavle, som hang paa Stativ midt paa Gulvet, og han følte hele Klassens Spot og Latter stikke sig i Ryggen. Men da Moderen blev nævnt, kjendte han de varme Taarer stige til Øinene, Kridtstregerne flød udover og han opgav alt.
Hele Klassen — det vil sige de, som kunde lære Mathematik — morede sig kosteligt; Overlæreren var uimodstaaeligt vittig, naar han examinerede de „Umælende“, — det var hans Navn for dem, der ikke kunde lære Mathematik.
Alene Abraham sad og ærgrede sig, baade forbi det gik ud over hans Ven; men ligesaameget over, at Marius var saadan en Klodrian; undertiden maatte han le med.
