Fra Dagligstuen gik Madame Torvestad ind i Væverstuen, hvor
Tjenestepigen sad og slog Væven flittigt og taktfast. Der stod
Rokke og Garnvinder og paa Bordet foran Vinduet laa der Skræddersøm;
thi det var et Hus, hvor Bøn og Sang afvexlede med
strængt og nyttigt Arbeide.
„Hvor er Henriette?“
„Hun gik ud, for at høre, hvorfor de heiser Flag paa Havnen.“
„Ak ja — Martha! — hvor længe hænger ikke det unge Hjerte ved denne Verdens Daarlighed! — Lad mig se, hvor langt du er kommen.“
Imidlertid fortsatte Sara sit Arbeide nynnende en Salme. Det var hendes Uge til at have Kjøkkenstellet; hun vexlede med Tjenestepigen; Henriette var endnu for ung.
Sara var 26 Aar gammel. Skjønt fyldig og stærk af et arbeidsomt og sundt Liv, var hun dog meget bleg; hun gik sjeldent ud, og naaede aldrig synderligt længer ud i Verden end til Kirken og Forsamlingshuset.
Hendes Ansigt rundede sig saa smukt nedover den fyldige Hage, som forresten mindede lidt om det myndige Udtryk hos Moderen, Haaret laa aldeles glatstrøget og Fletterne vare samlede i en beskeden Ring paa Baghovedet.
Det smukke ved Jomfru Saras Ansigt og hele Person var ikke af den Art, som alle strax faar Øie paa det ene Aar, men som ingen kan se Spor af det næste. Der var tvertimod noget solid ved hende: de afrundede, bløde Træk, den matte, hvide Hud og Øinene mod de stærke Omgivelser gav hende en stille tiltrækkende Skjønhed, der vilde holde sig længe.
Medens hun stod og klirrede med Kopper og Tallerkener — nynnende sin Salme, hørte hun ikke, at en Mand kom opad Kjøkkentrappen. Først da Døren gik op, vendte hun sig, blev lidt rød og slog Øinene ned.
Manden i Døren, som var høi og bredskuldret, slog ogsaa sine Øine ned og sagde: „Se her — Sara! bringer jeg dig „Livet i Døden“ som vi talte om. Maatte du have sand Glæde af den!“
„Tak Hans Nilsen!“ svarede Jomfru Sara uden at se op; hun kunne ikke tage imod Bogen, fordi hun var vaad; han lagde den derfor paa Bænken og gik igjen.
Hun lyttede efter hans Trin, idet han gik videre opover Trappen til Loftet; Hans Nilsen Fennefos var nemlig en af Madame Torvestads Logerende.
Derpaa tørrede hun i en Fart sine Hænder, tog varsomt Bogen og læste et Stykke hist og her med Iver og Glæde — Det var jo en
