Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/182

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Det gjorde Professor Løvdahl ogsaa; hans Indflydelse var omtrent uden Grændser; dertil var han agtet og elsket af alle — Kvinder som Mænd; og det eneste, man lo lidt af, var hans Lyst til at bemægtige sig Ordet og tale længe og sirligt i en belærende Form. —

Medens Marius Gottwald spiste sin Aftensmad, fortalte han uafladeligt om Abraham; men hans Moder kunde ikke forstaa, hvorledes Fru Løvdahl kunde slaas med sin Søn.

„Aa — du forstaar vel, det var Spøg — Mor!“ raabte Marius fornærmet, „du kan da vide, det var bare for Spøg.“

„Ja — ja — naturligvis,“ svarede Fru Gottwald, for at berolige ham; men hun kunde alligevel ikke faa det ind i sit Hoved, hvorledes hun nogensinde skulde kunne slaas med lille Marius, om det saa ti Gange var for Spøg.

Fru Gottwald, som Byen var saa høflig at kalde hende, skjønt alle vidste, at hun ikke havde været gift, var kommen for nogle Aar siden østenfra med en liden Gut og en Del Penge. Professor Løvdahl, til hvem hun var anbefalet fra en Kollega, fik hende igang med en Modehandel, som Fru Løvdahl af al Magt støttede.

Bagom Butiken havde hun sin lille Dagligstue, og ved Siden af den var hendes og Marius’s Soveværelse; Resten af det lille Hus optoges af Kjøkken og Entré; ovenpaa havde hun et Par Logerende.

Saasnart Marius havde spist, sagde han: „Læg nu den Hatten fra dig —— Mor! vi maa klemme paa og læse.“

„Skal du endnu læse mere idag — lille Marius? du har læst i hele Eftermiddag; lad os nu hvile os for idag, Klokken er snart ni.“

„Jeg mener, du er gal — Mor! du kan da vide, jeg maa læse.“

„Ja, men hvad har du da bestilt hele Aftenen hos Abraham?“

„Vi har læst alt det andet, det er bare Latinen —“

„Læser I ikke Latinen sammen?“

„Jo, — ser du, vi læser den nok; men Abraham bryder sig ikke om at analysere saa nøiagtigt; — han behøver det forresten hellerikke, for han kan det alligevel. Men jeg maa læse mere, ellers blir Aalbom gal og siger det til Rektoren.“

„Aa — læs ikke mere — lille Marius; du har slet ikke godt af det,“ hun vilde trække ham hen til sig; men han havde ikke Tid til sligt, rev sig løs og lik fat paa Bogen.

„Se der begynder vi —— Mor: tum vero Phaëton —, nu maa du spørge om hvert eneste Ord.“

Den arme Fru GottWald havde virkelig lært sig til at spørge; men da hun jo ikke forstod et Ord af Svarene, var det for hende en temmeligt trættende Slutning paa en Arbeidsdag; og ikke engang