an paa at se værdig ud; han yndede det gamle og sikre og det, som havde fast Rod; hun sværmede for det nye, forhaabningsrige og for det, som var i rask Væxt. Derfor blev de efterhaanden hinanden saa ulige baade i Sind og Skind.
Naar nogen spurgte ham, hvorfor han dog havde forladt Hovedstaden og den hæderfulde Professorpost, der var ham budt i saa ung en Alder, for at begrave sig her i denne lidet videnskabelige By, saa fortalte Professor Løvdahl gjerne en Historie fra de første Aar af hans Ægteskab.
„Min Kone er — som De ved — Bergenserinde — Bergenserinde med Liv og Sjæl. Hun har dette lette enthusiastiske Gemyt, som trænger til at leve mellem stærkt bevægede og bevægelige Personer; og derfor kan De vel tænke Dem, Kristiania var ikke noget Sted for hende. Jeg — paa min Side — er — om De saa vil: Europæer; jeg kan trives omtrent, hvor det skal være, — kun ikke i Bergen, — nei! jeg forsikrer Dem: ikke i Bergen! Nuvel: hun vilde for enhver Pris bort fra Kristiania, jeg vilde ikke for nogen Pris til Bergen, og saa kom vi hinanden gjensidig imøde, og Mødestedet blev denne By.“
Denne Historie var næsten sand, og havde han havt andre Grunde til Flytningen, saa var de ialfald hans Hemmelighed. Men onde Tunger paastod altid, at Carsten Løvdahl aldrig vilde forladt Universitetet, om hans Stilling fuldtud havde tilfredsstillet ham. Sagen var nok den, at han igrunden var temmelig hul, saa de yngre Kandidater stundom truede med at sætte ham alvorlig fast.
Uagtet han derfor havde store Indflydelser i Ryggen og efter sin Livsanskuelse var fuldstændig i Overensstemmelse med Universitetets ledende Aand, var han dog klog nok til at agte paa Tidens Tegn. Han takkede af, mens Legen var god, og gik bort med et usvækket Renomme som Landets første Øienlæge.
Her i Byen havde han overtaget den Huslægepraxis, han ønskede; medens han kun leilighedsvis bekjæftigede sig med sit Specialstudium og holdt Liv i sin videnskabelige Berømmelse ved smaa forsigtige Artikler i indenlandske og fremmede Tidsskrifter.
Hans Kones store Formue sikrede ham et Liv i ubekymret Overflod, saaledes som han trængte til det. En Mand, hvis Navn havde Betydning i Videnskaben, som skrev — til og med paa fransk, og som med alt det ikke var fattig og luvslidt, men som endog kunde hamle op med de rigeste Kjøbmænd i Selskabelighed og Luxus, en saadan Mand maatte selvfølgeligt indtage en høi og dominerende Stilling i den lille By.
