norsk, — med sin Norskhed opfrisket ved en lang Fraværelse i Udlandet, saa syntes Wenche Knorr, at her var den skjønneste Forening af det, hun elskede hjemmefra, og det evropæiske fine, hun havde faaet Smag paa i Hovedstaden. Og saaledes blev de forlovede og gifte.
Men det varede ikke længe, inden hun mærkede sin Feiltagelse; de gamle Venner havde ikke længer den klippefaste Tiltro til hende, skjønt hun i sit Hjerte var uforandret — lige norsk, lige uforfærdet i sit Frisind; og værre blev det, da hun flyttede til den lille gammeldagse By, hvor hun blev ganske alene mellem sin Mands Venner.
Men især, naar hun som iaften læste Ting, der — levende satte hende ind i hendes Ungdoms Idékreds, kunde der falde en Tyngsel over hende, — som en Anelse om, at denne Spaltning af hendes Liv ikke kunde føre til noget godt.
Abraham gjorde først Grimacer til Marius, men faldt snart i Tanker over sin tunge Skjæbne. Marius hørte derimod efter, og det begyndte at interessere ham disse drabelige Hug til høire og venstre, bestandigt i Ufred med Sværd i Haand, — ganske som hans eget Liv blandt Stinkdyrene.
„Der er Far,“ afbrød Abraham.
Fruen stansede, da han traadte ind; men læste dog Afsnittet ud for sig selv, inden hun lukkede Bogen.
Professoren var i Skjorteærmer med opbrættede Manchetter; han gik og tørrede sine Hænder i Haandklædet.
„Godaften — Gutter! hvad læser du for dem — Wenche?“
„Snorre!“ — svarede Adraham og smilte til Faderen.
„Pyt! — ja jeg kunde tænke det. Det er ogsaa noget at læse for civiliserede unge Mennesker.“
Vore tapre Forfædres Heltebedrifter?“ — svarede Fru Wenche slagfærdig.
„Helte — bah! — Snigmordere, Røvere og Mordbrændere — det var de. Nei — maa jeg saa hellere faa høre om den rapfodede Achilles eller Hektor svingende den tunge Lanse. Ikke sandt? Gutter!“
„Jo“ — raabte Abraham, og Marius fulgte med.
„Aa — jeg gider ikke svare Jer,“ sagde Fru Wenche ærgerlig og satte Snorre op paa hans Plads.
Professoren blev ved at gaa mellem sit og Abrahams Værelse over den lille lukkede Gang; han smaasnakkede og spøgte som det var hans Vane, naar han klædte sig om.
Idet Fru Wenche gik, sagde hun: „Kommer du ikke snart ind til mig i Stuen — Abraham? Godnat, lille Marius! — hils din Mor!“
