hendes Ungdom været Møde af alt det, som var forblevet norsk og kavnorskt under den spirende blaagule Reaktion.
Der kom de grovkornede Skippere og alslags nationale Genier, en Blanding af meget forskjelligt, — kun at det altsammen var norsk; og der kom de første Maalstrævere — begeistrede og faamælte, stive Nakker med gjenstridige Flipper, Vadmelsbuxer med Hornknapper — norske Hornknapper.
Kun faa vare de Ord, som flød fra deres Læber; men vægtige og vanskelige Orakelsprog fra Folkedybet var det. Thi i deres fulde Hjerter brændte Kjærligheden til Fædreland, Frihed og Folk, — den brændte med hele en halvt forstaaet Kjærligheds søvnløse Tvivl. De vare forstokkede og uforsonlige, fordi de aldrig var visse paa, at de havde fuldt Tag paa det rette; men de var standhaftige og trofaste, fordi noget sagde dem, at det gjaldt om at holde fast.
Blandt saadanne Mænd voxte Wenche Knorr op, og hun var jo deres Valkyrie og meget andet. Hendes Familie var gammel i Bergen; og den førte fra Slægt til Slægt en Fædrelandskjærlighed, et nationalt Sindelag forstærket og kampberedt, som det findes der, hvor et fremmed Blod er bleven beseiret. Wenche Knorr var nationalt begeistret; hun var færdig til ethvert Offer for Friheden og Folket; hun gik i hjemmevævet Tøi og kunde „Maalet“ og var bare bedrøvet, fordi der ikke krævedes mere.
Og saa en vakker Dag gik hun hen og forlovede sig med den nye Professor Carsten Løvdahl, som for det første var af en gammel stokstiv, dansk Embedsfamilie, og om hvem det dernæst kun var bekjendt, at han var pousseret frem ved Universitetet og havde været en yndet Kavaler i Hovedstaden.
Al den Sorg og Skuffelse, dette vakte!
Det var et Nederlag for selve Folkets egen Sag, de ivrigste kaldte det for en Landesorg. Og hvor gjerne hver eneste af de ugifte Maalstrævere og Frihedsmænd end vilde havt hende for sig selv, saa vilde han dog undt en hvilkensomhelst af Kammeraterne denne Valkyrie hellere end, at hun skulde kaste sig bort til saadan en Laps og Charlatan som Carsten Løvdahl.
Og denne Stemning lod sig ogsaa bestemt paavise i sex af de enogtyve Sange til Wenche Løvdahl, som samvittighedsfuldt blev afsungne ved Bryllupsbordet.
Men at hun tog ham, var gaaet saaledes til. Hun tilbragte et Aar i den fine Ende af Kristiania; der var tilogmed Hof den Vinter med Svensker og sligt.
Og da saa Carsten Løvdahl kom hjem midt opi alt dette — smukkere, elegantere og interessantere end alle de andre og dertilmed
