fjorten-femten Aar. Dengang Carsten Løvdahl kom hjem fra Paris med de mest glimrende Vidnesbyrd fra Øienlægerne og med sit evropæiske Væsen, giftede hun sig strax med ham, før hun havde fyldt sit tyvende Aar; han var en fire-fem Aar ældre.
Fru Løvdahl satte sig ned mellem Gutterne og begyndte paa et Æble.
„Hvad er det nu for noget Skrab, I skal have til imorgen? — lad mig høre.“
Abraham regnede op: „Græsk, Latin, Mathematik —“
„Hu!“ — sagde Fru Løvdahl, „Græsk! det er vist noget fælt!“
„Det er Homers Iliade; det er om de græske Kjæmper foran Troja,“ sagde lille Marius ivrig; han var ikke vant til saadan Tale om de klassiske Studier.
„Tror du ikke, Mor ved, hvad Iliaden er?“ sagde Abraham, og Marius blev ildrød.
Men Fru Løvdahl sendte sin Søn et Blik og lod, somom hun ikke mærkede lille Marius’s Forlegenhed.
„Hvad skal nu det være godt for?“ vedblev hun, „at I læser og læser om disse Grækerne? ja ikke ved jeg, hvorledes de var i gamle Dage, da de laa for Troja. Men det har jeg da mangen Gang hørt Skipperne hjemme hos Far sige, at hvor i Verden de for, saa var Grækerne det falskeste Pak, som til er. Akkurat som ikke vi havde ligesaa gode Kjæmper i gamle Dage — og bedre til! Hvor er Snorre?“
„Han staar bag dig i Hylden.“
„Har du nu læst ham helt ud?“
Abraham løftede Armene, som for at værne sig mod Dask.
„Ja — jeg skal ta’ dig — din elendige Græker,“ raabte Fru Løvdahl og kastede sig over ham, for at ruske ham i Haaret; men Abraham værgede sig med Arme og Ben, og lille Marius lo, saa han var ifærd med at trille under Bordet.
Kampen endte, da Fruen havde faaet sit store blonde Haar nedover Øine og Øren, Brystnaalen paa Gulvet og Manchetterne krøllede; Abraham triumferede aabenbart, Marius i Stilhed.
„Kom nu,“ sagde Fruen, da hun havde ordnet sig, „nu skal I have Jer en ordentlig Vask i ægte norsk Saga.“
„Aa nei — Mor! lad os slippe!“
„Jo — du skal! — til Straf, fordi du forsømmer Snorre skal du nu selv høre, hvad han er for en Karl.“
Og hun begyndte at læse for dem, og hun læste udmærket godt — kjendt som hun var med Sagastilen og forelsket i den. Thi hos hendes Far — den rige Abraham Knorr i Bergen — havde der i
