„Tør jeg for det første spørge, hvad Hr. Kandidaten forstaar ved et fornuftigt Forhold mellem Brøde og Straf?“
„For Exempel,“ — svarede Hr. Viggo Hansen, som nu var ganske vild, „hvis jeg hørte om en Grosserer, som havde 2 à 300 Tusinde Tønder Kul, at han havde nægtet en fattig Stakkel at fylde sin Sæk, og at samme Grosserer til Straf herfor var bleven sønderrevet af vilde Dyr, — ja se saa var det noget, jeg meget let kunde forstaa; thi mellem saa stor Hjerteløshed og saa grusom en Straf var der dog et fornuftigt Forhold —“
„Mine Damer og Herrer! min Hustru og jeg beder Dem tage tiltakke. Velbekomme!“
Der var en hemmelig Hvisken og Smaasnakken og en trykket Stemning blandt Gjæsterne, mens man spredte sig i Salonerne. Værten gik omkring med et stramt Smil, og saasnart han var færdig med at ønske hver enkelt velbekomme, gik han, for at opsøge Kandidat Hansen og i utvetydige Ord vise ham Døren for bestandigt.
Men det behøvedes ikke; Hr. Viggo Hansen havde allerede fundet den.
Det havde sin Rigtighed med Sneen, saaledes som Grossereren fortalte. Skjønt det var saa tidligt paa Vinteren, faldt der flere Dage itræk lidt vaad Sne udpaa Morgensiden; men det blev til fint Regn, naar Solen gik op.
Dette var ellers næsten det eneste Tegn paa, at Solen var kommen op; thi stort lysere blev det ikke hele Dagen, hellerikke varmere. Luften var tyk af Taage — ikke den hvidgraa Havtaage, men brungraa, tæt, død Russetaage, som ikke var bleven lettere ved at fare hen over Sverige! og Østenvinden kom trækkende med den og pakkede den godt og forsvarligt ned mellem Husene i Kjøbenhavn.
Under Træerne langs Kastelsgraven og i Grønningen var der ganske sort efter Dryppen fra Grenene. Men midt efter Gaderne og oppe paa Hustagene lagde Sneen et tyndt hvidt Lag.
Der var endnu ganske stille ovre hos Burmeister & Wain; den sorte Morgenrød hvirvlede op af Skorstenene, og Østenvinden kastede den ned paa de hvide Tage, saa den blev endnu sortere, og spredte den udover Havnen indimellem Rigge paa Skibene, som laa triste og sorte i Graalysningen med hvide Snestriber langs Rækken. Paa Toldboden skulde Blodhundene snart lukkes inde og Jernportene aabnes.
