Jorden, der holder af mig, uden du. Nu ere vi to ganske alene i den vide — vide Verden: men du vil ikke forraade din stakkels lille Thyra — det maa du love mig — Trofast!“ — og saa græd hun, saa det driblede ned over Trofasts sorte Næse.
Derfor var det ikke at undres over, at Trofast optraadte med en vis Værdighed hjemme i Huset. Men ogsaa paa Gaden kunde man se paa ham, at han følte sig sikker og stolt ved at være Hund i en By, hvor Hundene har Magten.
Naar de laa paa Landet om Sommeren, pleiede Trofost kun at tage med ind til Byen en Gang om Ugen eller saa, for at lugte paa gamle Bekjendte. Herude paa Landet levede han udelukkende for sin Sundhed: badede, rullede sig i Blomsterbedene og gik saa ind i Stuen for at gnide sig tør paa Møblerne, Damerne og tilslut paa Kamintæppet.
Men den øvrige Del af Aaret var hele Kjøbenhavn til hans Disposition, og han disponerede over Byen med stor Freidighed.
Hvad var det ikke for en Nydelse tidligt om Vaaren, naar det fine Græs begyndte at spire paa de offentlige Plainer, som ingen menneskelig Fod maatte betræde, da at rende op og ned og rundt i Ring med nogle gode Venner, saa Græstotterne føg i Luften.
Eller naar Gartnerens Folk var gaaet hjem til Middag, efter at have puslet og stellet den hele Formiddag med de fine Blomster og Buske, hvor var det da ikke morsomt at lade, somom man grov efter Muldvarp: stikke Snuden ned i Jorden midt i Blomsterbedet, pruste og blaase og saa til at grave Jorden op med Forbenene; stanse lidt, stikke Snuden ned igjen, blaase og saa til at grave Jord af alle Kræfter, — indtil Hullet var saa dybt, at et eneste kraftigt Spænd med Bagbenene kunde kaste en hel Rosenbusk med Rod og altsammen høit — høit op i Luften.
Naar Trofast efter en saadan Bedrift laa stille midt ude paa Plainen i den varme Vaarsol og saa Menneskene traske saa beskedent udenom i Støv og Søle, da logrede den i al Stilhed ad sig selv.
Saa var det de store Slagsmaal i Grønningen eller rundt Hesten paa Kongens Nytorv; derfra gik det vaad og tilsølet i en Fart opigjennem Østergade mellem Menneskenes Ben, gnidende sig mod Skjørter og Herrernes Benklasder, væltende gamle Damer og Børn, med ubegrsnset Fortougsret til begge Sider, snart styrtende ind i et Gaardsrum, opad Kjøkkentrappen efter en Kat, snart udbredende Skræk og Forvirring ved at ryge lige i Struben paa en gammel Fiende, man traf; — eller ogsaa kunde det stundom more Trofast at stanse midt foran en liden Pige, som gik Ærinde for sin Mor,