Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/143

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
Trofast.
I.

Frøken Thyra gik hen og raabte i Talerøret: „Er Trofast’s Koteletter ikke snart færdige?“

Jomfru Hansens Stemme kom op fra Kjøkkenet: „De staar i Vinduet, for at afkjøles; saansnart de ere tilpas, skal Stine bringe dem op.“

Trofast havde hørt det og gik roligt hen og lagde sig paa Kamintæppet.

Han forstod meget bedre end et Menneske, — pleiede Grossereren at sige.

Ved Frokostbordet sad foruden Husets Folk en gammel Fiende af Trofast — den eneste, han havde. Men cand. jur. Viggo Hansen var forresten en Fiende af mangt og meget her i denne Verden, og hans bidske Tunge var vel kjendt over hele Kjøbenhavn.

Her i Familien havde han efter mange Aars Husvenskab lagt sig til en særdeles Aabenhjertighed; og naar han var gnaven, hvilket han altid var, lod han sin Bitterhed uden Skaansel gaa ud over, hvad og hvem det skulde være.

Især var han altid paa Nakken af Trofast.

„Dette store, gule Bæst,“ pleiede han at sige, „her gaar den og bliver kjælet og dægget for og fodret med Steg og Karbonade, mens mangt et Menneskebarn maa bide sig i Fingrene efter et Stykke tørt Brød.“

Her var imidlertid det ømme Punkt, som Hr. Kandidaten skulde vogte sig lidt for. Saasnart nogen rørte ved Trofast med et Ord, der ikke var fuldt af Beundring, fik han et forenet Blik fra den hele Familie; og Grossereren havde endog ligeud sagt til Kandidat Hansen, at han let en Dag kunde blive elvorligt vred, om den Anden ikke vilde omtale Trofast paa en sømmelig Maade.

Men Frøken Thyra hadede ligefrem Kandidat Hansen for dette; og skjønt Valdemar nu var voxen — ialfald Student, gjorde han sig