Han talte til Folket; Ordene kunde de ikke høre i den rasende
Storm; men de vidste jo, at naar han vilde, maatte Hjerterne bøie
sig for ham; og idet de alle — Mænd og Kvinder strømmede til
Vinduerne, takkede de Gud for denne Frelse og lykønskede
hverandre, somom deres Liv havde hængt i en Traad.
Men Sara blev siddende alene inde i Sygeværelset. Nu var hun ganske optaget af dette ene: at hun skulde se Fennefos igjen; hun gruede for det, hun skalv næsten, og hun syntes, at alt dette ikke kunde bæres.
Worse saa paa hende; men i hendes forstyrrede Ansigt fandt han ingen Trøst; han lukkede da sine Øine og syntes at falde hen i en Døs.
Fennefos kom ind Gadedøren og modtoges i den mørke Gang af talrige Hænder og kjærlige Ord. — Det første, han sagde, da han traadte ind i Stuen, var: „Hvorfor sidde I her i Mørket? mon I have noget at frygte af Lyset?“
De syntes alle, at han talte saa altfor høit, siden de selv havde hvisket hele Tiden; men et Par af Kvinderne skyndte sig efter Lys og Gardinerne bleve rullede ned.
„Du kom i rette Tid — Hans Nilsen!“ sagde Sivert Jespersen og klappede ham kjærligt paa Skulderen.
„Hvor deilige ere deres Fødder, som forkynde Fred, som forkynde godt Budskab,“ anbragte Nicolai Egeland.
„Jeg kom ellers for at melde Jer et tungt Budskab,“ sagde Hans Nilsen og saa alvorligt fra den ene til den anden, „skjønt jeg ser, her er Jammer nok i dette Hus. — Vi fik vide ude i Smørvig ieftermiddag, at Eders Skib Ebenezer er strandet søndenfor Bratvold; ikke en Mand kom iland; derfor gik jeg herind, at I kunde forberede og tage Jer af Enkerne og de Faderløse.“
„Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet,“ sagde Nicolai Egeland.
Sivert Jespersen vendte sig bort og gik for sig selv ind i den anden Stue; det saa ud, somom han regnede.
Paa Gaden havde Folk begyndt at sprede sig. Fennefos var kjendt og paa en Maade agtet; det gjorde ogsaa en vis Virkning, at han, som de alle vidste var reist bort, for at blive Missionær i Indien, nu pludselig stod midt iblandt dem.
Der var desuden dette ved Manden, som gjorde, at alle maatte høre paa ham, naar han talte. Han sagde dem nogle faa alvorlige Ord om, hvor ilde det sømmer sig for enhver af os at lægge Sten til Byrden naar Herrens Haand er falden tungt paa en Broders Hus.
