Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/131

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Stykke Vei mellem Byen og Sandsgaard, og jeg haaber, du vil finde Luften herude lige saa fri og renset som før.

Og nu min kjære Søn! — vil jeg slutte med en kjærlig Hilsen til dig og Richard fra mig selv og dine to Tanter. De gode Damer have netop Hofsorg — som Jacob Worse sagde i de gamle Dage; men de glæde sig ikkedestomindre hjerteligt til at gjense dig, og jeg har en Mistanke om, at de agte at gifte dig bort strax; thi de have en stor Trang til smaa Børn. Ja ogsaa jeg har — oprigtig talt — en stærk Forlængsel efter atter at fornemme nyt Liv med Latter og smaa trippende Skridt i det gamle Hus.

Din dig elskende Fader

Morten M Garman.

XV.

En Storm kan gaa an, selv om den er temmelig stiv, naar man er paa Landjorden.

Men naar det blæser lige galt i ugevis — Dag efter Dag, Nat efter Nat, saa Ingen længer kan holde Greie paa, hvad Tid den ene Storm begyndte og den anden sluttede, — da er der faa, som gaar fri for en knugende, nervøs Ængstelse, hvis de bor i en liden Træby ved den aabne Fjord med selve Havet brølende lige udenfor.

Da sænker Himmelen sig saa lavt, at Skyerne slæbe langs Jorden, og Regn og Sjøraag fyger langt indover Landet; Dagen er lysegraa med brandgule Uveirsglimer og Natten saa svart og tæt som en Ligkiste.

Da er det værst, naar man ligger nøgen og hjælpeløs i sin Seng, og Stormen presser sig ind i smaa, krogede Gader, rusker i Tagrenderne og kaster Tagsten ned.

Naar man saa ikke har sovet ordentligt i flere Nætter, og Dagen er gaaet med at kige fra Barometret op i den graa forrevne Himmel eller ud paa den øde Gade, hvor der hist og her er en rød Flek i Sølen efter en knust Tagsten, eller med at høre Fortællinger om Ulykker i Byen paa Vinduer og Tage eller paa Havnen, — eller om, hvor nær det var ved at blive Ildebrand inat — Brand i saadan en Storm! — da er det, en og anden begynder at tvivle, om alt gaar rigtig til, om ikke Verden er kommen lidt i Ustand, om ikke alt vil rives istykker, rodes sammen og Havet vælte ind over de lave Skjær og skylle Huse og Kirker og hele Stellet ud i Fjorden som Fyrstikæsker.