Hopp til innhold

Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/130

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Egenskaber — kun ringe Evne — frygter jeg — i til at samle og bevare jordisk Gods. Derfor skal du — min kjære Christian Fredrik! som af en gunstig Natur har erholdt denne Evne, være for din Broder en broderlig Formynder. Hils den kjære Dreng meget hjerteligt fra mig; og bed ham tillige, om at søge Medvirkning hos noget musikkyndigt individ i sin Bekjendtskabskreds, for i Forening med dig at udvælge et godt Flügel hos Erard; hvilket du da maa besørge forsvarligt indpakket og afsendt, eller maaske du selv kan tage det med dig til Vaaren, naar du kommer. Det gamle Claver tilfredsstiller ikke Nutidens Fordringer til stærk Lyd, og efter din Moders Død er det mig desuden pinligt at høre de gamle Toner, der altfor bittert minde mig om mit store og uoprettelige Tab.

Her har i flere Uger hersket stærke og vedholdende Storme, og vi have modtaget flere Efterretninger om Vrag og Søulykker langs Kysten. Lykkeligvis befinder intet af vore Fartøier sig for nærværende Tid i disse Farvande; men for flere af Byens Skibe, der ere ventende hjem fra Østersøen, gaar man efter Sigende i stor Ængstelse. Du vil forøvrigt forbauses, naar du lærer at kjende, hvilket stort Opsving vor gode Byes Handel og Skibsfart har taget i de sidste Aar; ligesom jeg ogsaa formoder, at du vil finde meget af det, som her foregaar og foretages, at være ligesaa besynderligt som jeg finder det. Hvad der især vækker baade min Forundring og Bekymring er, at det religiøse Sværmeri, som i min Ungdom kun fandt Indgang hos Bønder og ganske udannede Personer, nutildags saa langt fra at tabe sig og helbredes, hvilket var at formode og haabe, meget mere synes at udbrede sig og vinde Tilhængere ogsaa i de Klasser af Befolkningen, om hvilke man dog kunde vente, at de ved fornuftig Oplysning vare beskyttede mod saadan Daarskab. Det er endogsaa kommet mig for Øre, at unge Præster skulle vise Tilbøielighed til at bifalde — ja vel endog ligefrem slutte sig til denne aldeles meningsløse og høist skadelige „Vækkelse“ — som det kaldes. Dette maa i høi Grad beklages af enhver god og oprigtig Fædrelandsven. Thi ligesaa gavnlig som en fornuftig religiøs Oplysning er for den gemene Mand, ligesaa skadeligt — ja fordærveligt bliver det, naar Hyklere og aldeles ulærde subjecter kaste sig over den hellige Skrift, den de hverken forstaa at tyde eller retteligen anvende. Og dersom det nu virkeligen forholder sig saa, — hvad jeg dog neppe kan fæste Lid til —, at selv Geistligheden vil lade sig føre tilbage til pietistisk Vankundighed og ufornuftig Grublen og Sværmen, da nærer jeg stor Frygt for, at saadant vil blive til stor Skade for vort kjære Fædreland. Imidlertid ved du, at der i visse Henseender er et langt