hvorledes han manøvrerede det gode Skib, og hvor smukt hun bar sig i den svære Sjø.
Eller Satan fristede ham til Hovmod, naar Garman & Worse gjorde store Forretninger; eller til Vrede og Utaalmodighed, naar Romarino kom og skulde have Penge eller Endossement.
Ja selv Thomas Randulf brugte Djævelen til at fordærve ham med; og en Dag, de mødtes paa Torvet udenfor Worses Gadedør, maatte han bare skynde sig ind igjen til Sara; det forekom ham skinbarligt, somom Randulf havde lange, krumme Klør.
Inde i Stuen var det bedst, især naar Sara var der. Der kunde han, naar han var uhyre vagtsom, saa nogenlunde holde Djævelen fra sig.
Men imidlertid blev hans Onde altid værre; han sov daarligt og mistede Madlysten. Det eneste, han endnu ligte, var Erter og Flæsk — saaledes som han havde faaet det tilsøs i al sin Tid. Og hver Formiddag, naar han kjendte Lugten af Erter fra Kjøkkenet, blev han oplivet.
Men saa faldt det ham en Dag ind, om dette ikke ogsaa var en af den Ondes træske Snarer, for at lokke hans Tanke bort fra det ene Fornødne og hen til hans forrige Livs store Syndighed.
Og da de kom tilbords, kunde han neppe røre Maden; Djævelen var i Erterne ogsaa.
- Min kjære Christian Fredrik!
Siden din salig Moders Død, hvis altfor tidlige Bortgang vi endnu begræde, ved jeg ikke, at jeg har befundet mig saa content og vel tilmode som i disse Dage. Der er i ethvert Menneskes Liv et Tidspunkt, hvor hans Væsen og indre Natur ligesom forandrer og omskifter sin Beskaffenhed Hans Interesser forblive de samme, den Grad af Iver, hvormed han omfatter sit Arbeide, behøver ikke at formindskes, og dog faar han, naar dette Tidspunkt indtræder, ligesom andre Øine at se med og tildels andre Følelser at føle med.
Denne Overgang, som jeg her kun ufuldkomment har formaaet at afskildre, er den uundgaaelige Overgang fra ung til gammel, og dette er, hvad der i de sidste Aar efter din Moders Død har langsomt og gradvis fuldbyrdet sig i mig; og med Tak til et naadigt Forsyn kan jeg idag sige, at jeg føler mig lykkelig ved at være bleven en gammel Mand.
Men allermest maa mit Hjerte dog opfyldes af Taknemlighed,
