Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/122

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest

drives med — omtrent saaledes, som vi siden gjorde det. Da vi nu skulde gaa hjem igjen, sagde min Far: „Ja — vilde nu Gud bare lægge sin Velsignelse til!“ — Han tænkte vel mest paa det timelige — Far; det var jo et vaageligt Foretagende, og mange Penge var der ikke dengang mellem Hauges Venner. Men Hauge selv smilede og svarede saa frimodigt: „Aa — neimænd er jeg ikke det Gran ræd for det — Ingebret! — hvis det er det timelige, du mener. Snarere vilde jeg bede Gud bevare dem, som komme efter os, mod altfor stor Lykke og Medbør i den verdslige Handel. Og det faar du mindes“ — sagde han saa til mig — „du som nu er ung; der skal stærk Ryg til at bære gode Dage.“ Jeg ser ham saa grant for mig, han stod netop der. Han var jo ung selv endnu og ikke saa overmaade meget ældre end jeg. Men alligevel kjendtes det for mig, somom jeg stod foran noget høist ærværdigt og ophøiet, som jeg maatte bøie mig dybt for. Noget af det samme følte jeg idag, da han talte — den unge Hans Nilsen Fennefos. Det nytter ikke, vi nægter det, det er han, som har Ret; og det er vi, som ere blevne lunkne i den første Kjærlighed.“

Den Gamle rystede vemodigt paa Hovedet og gik nedover mod Byen; de andre fulgte tause bagefter. —

— Madame Torvestad blev gammel af Ærgrelser i denne Tid. Brødrene havde taget Hans Nilsen fra hende og vedblev at handle bag hendes Ryg; og Methoden fra Gnadau viste sig ganske frugtesløs.

Vistnok blev Henriette bleg og mager af den megen Fasten og Indespærring; men til Gjengjæld kom der en trodsig Glød i hendes Øie; og en Dag hørte Moderen hende synge med freidig Stemme:

En Sømands Brud har Bølgen kjær,
Det stolte Hav hun fjernt og nær
Betragter som sin Brudeseng
Og Vuggen for hans Dreng.

Da brast Madame Torvestads Taalmodighed; og uden at betænke sig, som hun pleiede, for hun ind til Henriette, gav hende en ordentlig varm Dask paa hvert Kind, og sagde, idet hun gik: „Jeg skal snart lære dig en anden Vise! — vent bare!“

Henriette sad som forstenet. Hun havde nok seet Moderen sint før og faaet mangen varm Dask i Opvæxten; men saaledes havde hun aldrig seet hende. Hun anede intet godt; alligevel havde hun ikke tænkt sig, at det skulde blive saa skrækkeligt som det blev.

Thi en Times Tid efter blev Henriette kaldt ned i Stuen, og der var Madame Endre Egeland. Den tykke gule Dame kyssede hende,