Skilles maatte de, det stod altsaa fast; han gjentog det for sig
selv; men han gik dog ikke. Her var Arbeide nok langt udover
Høsten og desuden — hvor i al Verden skulde han gaa hen?
Naar han forlod dette Sted, var der ingen Plet paa Jordens vide Kreds, der trak ham til sig — ikke Hjemmet, ikke Vennerne rundtomkring, helst vilde han ingen se, men leve alene.
Hans Hjerte havde sit dybe Saar, og han tænkte saa ofte i denne Tid paa Henriette. Ogsaa han var bunden for Liv og Død i en Kjærlighed, som ingen uren Tanke skulde besmitte. For Sara vilde han bede.
Imidlertid iagttog de Ældste Hans Nilsen med Bekymring. Hin Tale i Sivert Jespersens Hus havde gjort stor Skade. Det kom ud blandt Folk, at Haugianerne vare splidagtige med sig selv, og at Fennefos havde skilt sig fra dem.
Selv blandt Brødrene var der Uro. De, som ikke havde været tilstede, vilde gjerne vide, hvad han havde sagt; men de, som havde været tilstede, svarede undvigende. Imidlertid øgede der en Nysgjerrighed eller Trang baade blandt Fiender og Venner til at faa opklaret, om der virkelig var noget iveien med saa agtet og bekjendt en Mand som Hans Nilsen.
Dertil kom hans forandrede Væsen lige efter hin Tale; noget maatte være hændt; hver mente sit; og de Ældste sad sammen og raadslog.
„Jeg tænker,“ sagde Sivert Jespersen og saa sig om i den lille Kreds, „at vi alle ere enige om, at der er Kvindfolk med i denne Sag?“
„Jeg har hørt fortælle,“ sagde Endre Egeland, „at han har har havt meget Samkvem med Madame Torvestads Datter Henriette.“
„Med Henriette?“ — sagde Sivert Jespersen og trak det ud i et tvivlende Spørgsmaal.
Der blev en Pause af stille Overraskelse.
„Nei — nei —“ sagde den gamle Farver, „vi maa ikke tro saa onde Ting.“
„Iethvertfald — Kjære! —“ sagde Sivert Jespersen blidt, „bør vi alle som en se til, hvorledes vi kunne hjælpe vor Broder Hans Nilsen i al Nød og Anfægtelse. Jeg havde tænkt mig det saaledes — hvis I synes: at vi kunde mødes oppe paa Gaarden Lørdag Eftermiddag. Naar vi saa havde seet paa Regnskaberne, kunde vi kanske efterpaa tale lidt med ham.“
„Lad os bare være varsomme,“ mente den Gamle, „vi vide jo intetsomhelst.“
