Worse knurrede lidt og saa med døsige Øine efter Sengen, som
blev flyttet ud.
Da hans Kone lidt efter kom ind, sagde han: „At du har flyttet Sengen — Sara! — du ved jo, jeg bliver frisk igjen imorgen; det er bare første Dagen, som er saa forbandet bedsk; — tvi — aldrig skal jeg smage Toddy mer; det er noget Svineri — er det!“
„Du er sygere end du tror baade til Sjæl og Legeme, og jeg synes, du skulde være betænkt paa at finde Lægedom baade for det ene og det andet — helst for din Sjæl, før det bliver for silde.“
„Ja — Kjære; — du ved, jeg vil saa gjerne; men du maa hjælpe mig — Sara! kom og sæt dig hos mig og læs lidt for mig.“
„Ikke idag“ — svarede hun.
Han laa da alene i sin Seng hele den Dag og havde det meget ondt. Den næste var han ialfald klar i Hovedet; men Smerterne i Maven plagede ham, saa han fandt sig i at blive liggende.
Sara kom af og til ind i Soveværelset, og han bad hende saa bønligt, at hun vilde sidde hos ham; naar han var alene, fik han saa mange onde og uhyggelige Tanker.
Hun satte sig da henne ved Vinduet med nogle smaa Bøger, — hun havde ogsaa faaet smaa Bøger ligesom Moderen.
„Det er jo saa — Worse! at du nu vil omvende dig og gjøre Bod for dine Synder; — eller vil du endnu opsætte det længer?“
„Nei, nei Kjære! du — ved, hvor gjerne jeg vil omvende mig; men du maa hjælpe mig — Sara! — jeg ved jo hverken op eller ned.“
„Ja — saa vil jeg begynde med at læse for dig af en god Bog om ni bevægende Aarsager, der skulle opvække Syndserkjendelsen og drive Mennesket til Bod og Bedring. Hør nu godt efter — ikke blot med Ørene, men og med dit gjenstridige Hjerte, og gid Herren lægge sin Velsignelse til Ordet.“
Derpaa læste hun langsomt og indtrængende: „Først leder da Guds store Barmhjertighed os til Omvendelse, saaledes som Apostelen siger i Brevet til de Romere andet Kapitel, fjerde Vers: Guds Godhed leder dig til Omvendelse.
Demæst drager det rene og klare Guds Ord os til Bod. Thi ligesom Herren fordum haver sendt sine Profeter, saa skikker han endnu daglig sine Prædikanter og andre Redskaber, hvilke ligesom en Basun udraabe hans Ord og lade den søde Arons Klokke høre blandt Menneskene, derved at opvække dem til Omvendelse.
Saa skulle vi og nøie give Agt paa Guds Domme, som han fra Verdens Begyndelse haver fældet over halsstarrige Syndere — saasom ved Vandfloder, stærke Vinde, fremmede Trudsler af Him-
