I sine unge Dage havde Jacob Worse været en Galning, og han
var endnu en munter halvgammel Fyr oppe i de femti Aar.
Hans Krop var kort og tæt, hans Ansigt et ægte Skipperansigt — firkantet, rødladent, trohjertet og lystigt. Hvis hans Hovedhaar vare talte, maatte det være et overmaade høit Tal; for de sad saa tæt som paa et Odderskind, og dertil voxte de paa en eiendommelig Maade.
Det saa ud, somom en Orkan engang havde blæst ham bag i Issen, lagt først en liden spiralformet Hvirvel af Haar deroppe og siden blæst alt det øvrige nedover og til Siderne og fremover. Og der laa nu hans Haar engang for alle tæt og fast uden at lade sig forstyrre af nogen senere Vind; og fremover forbi Ørerne havde Orkanen lagt smaa Rækker af Bølger lig de, den fine Flyvesand danner efter en Storm.
Inderst ved Bryggen blev „Fruens Baad“ bemandet; Skipper Worse gned sig i Hænderne, det var en stor Udmærkelse. Men da han nu saa Konsulen selv stige ned i Baaden, gjorde han et lidet Rundkast paa Dækket som en lystig Gut.
Thi at Konsulen selv gik ombord og tog imod Skibet, var en stor Mærkværdighed. Der kom ellers ialmindelighed en fra Kontoret, naar ikke de unge Sønner vare hjemme; for da pleiede baade Christian Fredrik og især Richard at møde langt ude i Fjorden, for at seile ind og drikke Marsala i Kahytten.
Da Briggen svingede op for Ankeret, var „Fruens Baad“ endnu et Stykke borte. Men Skipper Worse kunde ikke længer styre sig, han tog Tag i Vantet, svang sig op paa Rækken, og idet han viftede med Hatten, raabte han, saa det lød over hele Sandsgaard: „Vi kommer sent — Hr. Kunsel! men vi kommer godt!“
Konsul Garman smilte og hilste igjen, medens han i al Stilhed trak sine Ringe af den høire Haand; thi han kjendte Jacob Worses Nævetag, naar han kom af Reis.
Paa Dækket stod Kapteinen ærbødig og lyksalig med Hatten i Haanden, da Konsulen forsigtig og stivbenet steg op ad Falderebet.
„Velkommen hjem — Jacob Worse!“
„Tak for det — Hr. Kunsel!“
Konsulen overlod sin Haand til Presning.
Mandskabet stod i en ærbødig Kreds omkring. De var allerede vaskede og pyntede — færdige til at gaa iland; thi der var kommet saa mange Venner og Slægtninge ombord under Indseilingen, saa de behøvede ikke at tage Haand i Arbeidet med Ankring og Fortøining.
Konsulen hilste venligt paa dem. De solbrændte Ansigter tog sig
