Ude i det ydre Kontor stod Bogholderen ved den lille Udkiksrude.
Konsulen tog Kikkerten af hans Haand, saa udover Fjorden,
skjød Kikkerten sammen igjen og sagde: „Det har sin Rigtighed.
Jacob Worse er en paalidelig Mand.“
Det var første Gang, noget Skib fra den Kant havde været i Rio de Janeiro, og det var nærmest Skipper Worses Ærgjerrighed, der havde faaet det vovelige Foretagende istand. Men da han blev saa overordentlig længe borte, var Konsulen begyndt at opgive „Familiens Haab“, som han havde opgivet saamange andre i de sidste Aar.
Nu var han vistnok glad baade over Skibet og over sin gamle Kaptein Worse; men alligevel var hans Trin tunge og lød saa ødsligt og trist, da han fra Kontorerne gik gjennem den store Gang, hvor den brede Trappe førte op til anden Etage.
Thi der skulde mere til end én heldig Reise, for at berolige den bekymrede Kjøbmand; og dertil kom, at Sandsgaard var tomt og forladt, ingen Ungdom, ingen Selskaber, — kun gamle Minder om sirlige Kavalerer og frimodigt udringede Damer, der havde efterladt en Duft i Krogene, som bragte hans Hjerte til at banke.
Siden Fru Garmans Død ifjor Sommer havde alle Selskabsværelserne i anden Etage staaet lukkede. Begge Sønnerne vare i Udlandet, Christian Fredrik i London og Richard i Stockholm; og Konsul Garman, der hele sit Liv igjennem havde været vant til munter og sorgløs Selskabelighed, skulde just ikke føle sig meget oplivet ved at leve alene med de to gamle Jomfruer — Søstre af hans salig Kone, der nu sloges om at styre Huset for ham. —
Da han fra sit gode Skib saa al den Bevægelse, der blev inde paa Værftet og rundtom i Bugten, svulmede Jacob Worses Hjerte af Stolthed. Alt, hvad der var af Baade, kom roende ud. Slægtninge af Mandskabet, Mødre og Kjærester viftede med Tørklæder, medens de græd af Bevægelse; — de fleste havde for længe siden opgivet „Familiens Haab“.
Der var ingen Slægtninge, som tog imod Skipper Worse; han var Enkemand, og hans Søn var i Handelsskolen i Lübeck. Det, han glædede sig til, var at fortælle de andre Skippere i Klubben om Rio de Janeiro, hvor ingen havde været; men allermest frydede han sig ved Tanken om de Historier, han skulde opvarte Skipper Randulf med.
Hvad var nu Randulfs vidt berømte og tidt fortalte Reise til Taganrog imod Rio! — han — Worse — vilde ikke tage i Betænkning at smøre rigtig tykt paa.
