Eftermiddagen gik paa sædvanlig Maade ved saadanne Leiligheder; man morede sig fortræffeligt. Thi de fleste vare forelskede, og de, der ikke var det, fornøiede sig næsten endnu bedre ved at holde Øie med dem, der var det.
Der blev spillet Ring i Haven. Fætter Hans løb behændig omkring og gjorde tusinde Løier, bragte Forvirring i Spillet og viste sin Dame alskens Opmærksomheder.
Fætter Ole stod paa sin Post og passede sin Gjerning med Alvor; han opfangede Ringen og sendte den afsted med aldrig svigtende Præcision. Ole vilde ogsaa have moret sig, naar bare ikke hans Samvittighed havde gjort ham saa haarde Bebreidelser for denne brødefulde Kjærlighed til Broderens „Tilkommende“.
Da Aftenen begyndte at blive kjølig, flyttende Selskabet ind i Storstuen, og Dansen begyndte.
Ole dansede aldrig meget, men idag var han nu slet ikke oplagt. Han tilbragte Tiden med at iagttage Hans, der hele Aftenen sværmede om „den Tilkommende“; Oles Hjerte sammensnøredes, naar han saa den Lysegrønne fare afsted i Broderens Arme, og det forekom ham, at de dansede hver Dans sammen.
Endelig kom Tiden til Opbrud. De fleste Ældre vare allerede tagne bort med de respektive Vogne, idet Ungdommen havde besluttet at følge hverandre hjem, da det var en deilig Maaneskinsaften.
Men da den sidste Gallopade var danset, vilde Værtinden paa ingen Maade tillade, at de unge Damer gik lige ud i Aftenluften, saa varme som de vare. Hun dekreterede derfor en halv Times Afkjøling. For at udfylde denne paa den behageligste Maade, bad hun Fætter Hans om at synge en liden Sang.
Denne var strax villig; han hørte ikke til disse taabelige Mennesker, der lade sig nøde: han var sig bevidst, hvad han kunde byde.
Der var imidlertid den Eiendommelighed ved Hans’s Sang, eller rettere ved Bedømmelsen af den, at Meningerne vare mere end almindeligt delte. Af tre Personer blev hans Sang beundret som uforlignelig skjøn. Disse tre Personer vare for det første Fætter Ole, dernæst Tante Maren og saa Fætter Hans selv. Saa kom der et stort Parti, der fandt, at det var ret morsomt at høre Fætter Hans synge: „han fik altid noget ud af det.“ Men tilslut kom der nogle Ildesindede, der paastod, at han hverken kunde synge eller spille.
Det var med Hensyn til det sidste Punkt, Akkompagnementet, at Fætter Ole bestandig bar paa en stille Bebreidelse mod Broderen — den eneste, der formørkede hans Beundring for ham.
Han vidste nemlig, hvor megen Møie det havde kostet baade
