Præsten Martens indtog en anerkjendt Stilling blandt de mest fremragende geistlige Talere i Landet.
Menigheden følte sig saa usigeligt vel, saa barneglad, saa juleglad. Fru Politimesterinden bøiede sig fremover og sagde til Fru Bentzen, at hun langt nede i Kirken kunde se en Hat med skotsk Besætning, som hun selv havde syet og foræret bort til Julen, — og det gjorde hende saa godt at se.
Fru Bentzen nikkede smilende tilbage: „jeg føler mig, somom vi alle var en stor Familie.“
Imidlertid fortsatte den gule Vintersol sin Leg med de farvede Straaler. Fra Sankt Lucas’s Oxe tog den en brun Flæk og klistrede den i Ansigtet paa Klokkeren, der sad i Galla-Andagt bag det lille beskedne Bord, hvorpaa hans Offer skulde henlægges.
Og videre nedover Kirken gik de skraa Straaler og lagde hist og her en Helgenglorie om et og andet Hoved dernede.
Men der var jo ingen Helgener blandt dem, og det var netop saa godt. Alle havde sine Skrøbeligheder og alle kjendte dem.
Snarere kunde der vel være en og anden, som havde vel mange Skrøbeligheder; men — Herregud! hvem vilde paa en saadan Dag gaa irette med Næsten.
Enhver følte sig saa tryg paa sig selv, saa fornøiet med sig selv, saa overstrømmende kjærlig og barnlig from. Man smilede til hinanden og trykkede sig sammen paa Bænkene, forat alle kunde faa sidde; det var nydeligt at se den elegante, fornemme Konsul With reise sig, for at overlade sin Plads til gamle Madam Späckbom. Det var rigtig en deilig Juledag, og Kirken var opvarmet, saa man sletikke behøvede Fodposer.
Og Tanken dvælede ved den lange Række af Festdage og glade Selskaber, som nu stod for Døren. Man var netop i Humør til at tage fat, til at gaa sig en lang Tur i den friske Vintersol og vende hjem med god Appetit, for at mode Lugten af Rybesteg i Gangen.
Og fra de høie, solfyødte Hvælvinger sænkede sig en hellig Julestemning beroligende som en god Samvittighed over den ganske Menighed.
Men Kirken fyldtes med brusende Toner. Organisten spillede et Festpræludium med brede, triumferende Harmonier. Og da Salmen begyndte, istemtes den freidigt og jublende af hele Menigheden; de fleste behøvede ikke engang at se i Salmebogen; thi det var den gamle herlige Julesalme:
I denne søde Juletid
Ter man sig ret fornøie. —
