Derover var det ogsaa, Pastor Martens prædikede.
Julefesten var ikke blot en verdslig Glædesfest, en Hjertefest, en Børnefest; men den var tillige — ja først og fremst en religiøs Fest, hvor hver Glæde, hver Nydelse havde dybere Grund og Rod. Og som han gik over til Dagens Text, dvælede han særlig ved de fromme Indtryk fra Barneaarenes Jul; og for Menighedens Øine fremmanede han de yndige Billeder af Barnet i Krybben, af Hyrder og Engle og ofrende Konger, medens Ordene faldt fra Prækestolen mildt og inderligt som i barnlig Henrykkelse.
Dersom det virkelig var saa, at et eller andet haardt Ord fra de tordnende Taler om Helvede og Dom havde forstukket sig hist eller her bag Stenblomsterne, saa blev det grundigen udfeiet idag. Alle Billeder fra Smertens og Forsagelsens Religion skubbedes lempeligt tilside, og han, som hang og sledes ihjel med Spigre gjennem Hænder og Fødder — han blev til det yndigste lille Barn, og ham! — ham havde de lagt i en Krybbe.
Den gode Pastor Martens fik Taarer i Øinene, og hans Stemme blev graadkvalt: der var noget saa usigeligt rørende i dette. Og saa det, at det i Verden ringe og foragtede — at det netop var den sande Høihed, den sande Majestæt — deri var der ogsaa noget saa uendeligt velgjørende og beroligende. Saa havde da Ingen Ret til at klage over sin Plads i Livet, — ja hvem vilde vel gjøre det, naar det laveste var det høieste — naar de ringe og foragtede vare de udvalgte! — hvor livsaligt — o! hvor livsaligt at vide dette I — maatte vi bare alle med Barnesind vende os mod Barnet i Krybben hist i Bethlehems Stad.
Pastor Martens talte med sand Begeistring. I hans smukke Stemme dirrede hele en Offerdags spændende Forventning, og da han kom til Slutningsbønnen og Kirkebønnen, som han kunde udenad, betragtede han nøiere de enkelte blandt Menigheden dernede.
Han fandt strax den rige, gamle Skipper Randulf — Konsul With’s Svigerfar, som pleiede at gaa forrest i Rækken af de Ofrende. Thi her herskede endnu „den fromme og christtækkelige Skik“ — som Martens sagde —, at Menigheden personlig frembar sit Offer for Sjælehyrden.
Og Pastor Martens tænkte paa de store, flade Konvoluter, i hvilke der ikke kunde være andet end Sedler, men ogsaa paa de beskedne Tutter med Sølvpenge; — thi han foragtede end ikke Enkens Skjærv —, og selv det usle Kobber faar en velsignet Klang, naar det nedlægges i Ydmyghed paa Herrens Bord.
Det var en af de bedste Prækener, man havde hørt af ham; og
