„Hvad er det? — Hansen!“ spurgte Konsulen.
„Aa — det er Loppen — Hr. Konsul.“
„Hm! — er — er hun død?“
„Bare døddrukken — tænker jeg. Glædelig Jul! — Hr. Konsul!“
„Tak i lige Maade,“ svarede Konsul With og gik videre.
Altsom der blev stille i Gaderne blev der lystigere i Husene, og Børnenes Latter og Skrig trængte ud i den kolde Vinternat, hvor Frøken Falbe endnu ilede afsted — hvert Øieblik indbildende sig, at hun saa Loppens Tørklæde svinge om Hjernet.
Tilslut traf hun en Politibetjent, der ogsaa syntes at søge nogen; han fortalte hende, at Banden havde været paa Tyveri, og at Loppen havde været med.
Træt og tilintetgjort gik Frøken Falbe hjemover. Det var i Virkeligheden ikke saa sjeldent, at hun oplevede Skuffelser af denne Art; men dette var det smerteligste af alt; hun holdt saa meget af Else.
Da Søsteren ikke kom efter Aftale Klokken sex, var Kristian gaaet ud; men han fandt ingen at drikke med iaften, koldt og tomt var der overalt; saa var han gaaet hjem igjen — sær og krakilsk.
Søsteren sagde ingenting, men satte Grøden over; den stod ferdig, det var bare at varme den. Mens hun dækkede Bordet, plagede han hende med Bebreidelser og ondskabsfulde Vittigheder; og da hun kom med Grøden, var den sveden, fordi hun havde glemt at røre i den.
Alt var saa uhyggeligt som det vel kunde være, — og hun, som havde glædet sig saa til denne Aften! En Stund kjæmpede hun tappert; men da Graaden seirede, lagde hun Hovedet ned paa Armen og hulkede halt.
Broderen sad lidt og saa paa hende. Saaledes havde han aldrig seet den stærke Søster bøiet. Han begyndte at angre og vilde finde noget formildende at sige:
„Ja ser du — Augusta! du faar aldrig andet end Skuffelser og Sorg saaledes som du bærer dig ad. Hvis du plent maa have disse Fattige at stelle med, saa gjør som de andre Damer i Byen. De har sine visse Fattige, som de hjælper, saa behøver de ikke at bryde sig om de andre. Men du kaster det lille, du har, væk til alverdens Skrab, som ikke staar til at hjælpe, — ja du gjør kanske mer Skade end Gavn!“
„Nei Kristian — det gjør jeg ikke!“ raabte Frøken Falbe bestemt og løftede Hovedet; „og jeg vil ikke have mine visse Fattige. Lad de andre løskjøbe sin Samvittighed med de Smuler, de kaster bort;
