opløftede Julestemning, hvori han befandt sig, vilde han tilslut henvende nogle opbyggende Ord til den lyttende Kreds af Damer, da just Doktor Bentzen kom over Gaden.
Den gamle Herre smilede med sit arrige Grin, idet han sagde: „Gledelig Jul — mine Damer! — stort Tyveri over hos Ellingsen & Larsen. Politiet har alt fakket et Par.“
„Tyveri! — stjæle! o min Gud! stjæle Juleaften; — umulig! — hvem — hvem! — kjendte nogen dem?“
„Det kan ikke være Folk herfra Byen,“ erklærede Strygebrættet majestætisk.
„Det er Banden fra Mam Späckboms Ark,“ — svarede Doktoren ondskabsfuldt.
Banden — ja; Banden havde ingen tænkt paa; de afskyelige Mennesker var jo en Skam for hele Byen.
Det gjorde et meget ubebageligt Indtryk — dette. Kapellanen opgav sin lille Tale og sukkede kun kortelig over „de Forhærdede“, hvorpaa man skiltes, for at skynde sig hjem og prøve at forvinde dette Skaar i Juleglaeden.
Fru Politimesterinden sagde til Fru Bentzen, da de fulgtes hjemover: „Tænk Dem Frue! — hvor distrait jeg er. Da Deres Mand sagde: Madam Späckboms Bande, havde jeg saa nær som et Haar sagt: De mener Frøken Falbes Bande.“
„Der er ved Gud noget i det,“ svarede Fru Bentzen og saa paa den unge Frue med Agtelse. —
Imidlertid løb Frøken Falbe virkelig omkring i Byen; hun ledte efter Loppen. Da hun var kommen hjem Klokken halv syv, var Kristian gaaet ud; hele Huset tomt og mørkt og Else intetsteds at finde.
Det var en bitter Skuffelse for Frøkenen; hun havde glædet sig saa meget til denne Aften, og det faldt hende slet ikke ind at tvivle paa, at Else vilde komme, naar hun saa alvorligt havde lovet det.
Men saa kom hun til at tænke paa, at Else muligvis kunde have været ved Arken Klokken sex, men var gaaet igjen, da der ikke var Lys. Og nu gjorde hun sig selv haarde Bebreidelser, fordi hun havde ladet sig opholde hos Konen paa Møllen, og fordi hun overhovedet havde sluppet Loppen fra sig, da hun først havde faaet Tag i hende.
Gaderne blev tomme. Foran Vinduerne stod bare to-tre Fattigbørn og frøs; Butikerne lukkedes undtagen Høkernes, hvor der endnu var fuldt af Folk.
Da Konsul With gik hjemover henad syv belæsset med Pakker, — han havde altid de kostbareste Foræringer til sin Kone —, traf han tre Politibetjente, der bar noget langt, sort mellem sig.
