sig hjem. Det ringede ikke længer; Klokken var over sex; de skulde hjem og pyntes, og da først kom det morsomste af alt!
Men kunde noget være morsommere i Verden end at gaa omkring i de lyse Gader, mellem alle de venlige Mennesker, der raabte: Glæedelig Jul! For det var ikke bare i Vinduerne, der var noget at se paa. Men bedst som du gik, blev der et Rabalder, og saa var det en tyk Mand, som faldt, for der var saa skrækkeligt glat.
Og alle de Pakker, som spredtes rundtomkring ham! ja du skulde troet, Manden var en stor Legetøismand til at lukke op — fyldt med Pakker, som nu varitede ud, fordi han gik op, da han faldt.
„Herregud! — stakkels Mand I maa jeg børste Dem?“
„Slog De Dem?“
„Aa lidt —“ svarede den Tykke og gned sig.
„Det er farligt at falde baglængs,“ sagde den ene.
„Høist for svære Folk,“ sagde den anden.
„De kan være glad, De slap saa godt,“ sagde den tredie.
„Naar Enden er god, er alting godt," sagde den fjerde, som var den vittigste.
„Glædelig Jul!“ sagde de alle.
„Tak i lige Maade“ — svarede den Tykke; og alle hjalp ham med Pakkerne, det var en hel Indlevering; og alle Pakkerne var i Behold undtagen de, som han selv havde haft i Baglommen; men det kunde jo ingen hjælpe.
„Nu skal vi gaa hjem!“ sagde de store Børn og tog de smaa ved Haanden.
Javist vilde de gaa hjem. Der var jo det allermorsomste: Juletræet, Presenterne, Overraskelserne; — men alligevel: denne Salighed maatte vare længe. Det var saa mageløst at have det saa forskrækkeligt morsomt og alligevel have det allermorsomste tilgode, saa man kunde næsten være ganske ængstelig for at gaa til det aller-allermorsomste, for saa blev det jo forbi snart.
Men da de kom hjem og blev pyntede og greiede — med lidt Vand ianledning af Dagen, faldt det høitidelige over dem. Den uhyre Spænding, som var opsamlet under Ugers ja Maaneders vilde Drømme, var nu steget tiltops, havde nærmet sig lige til Nøglehullet, der skinnede som en liden Stjerne af alle de Lys, som just tændtes derinde paa Juletræet. Nu skulde bare Døren aabnes, — Døren skulde aabnes, — der var ikke mere nu, som skilte mellem det store, det vidunderlige end denne Dør — denne Dær, som skulde aabnes; — nogen nærmede sig derindenfor, - det knirkede lidt i Laasen, — den bevægede sig — Døren! — Døren bevægede sig, — den gik op — helt op paa vid Væg slog de Døren! — aah!
