Gaderne; det samme vilde han ogsaa, Loppen skulde gjøre; men
Puppelene mente, at Elses Terklæde var godt til at bære under.
Det blev da saa, at hun skulde mødes med de andre i Hukket inderst i Smuget saa fort som muligt, mens Handelen endnu var livlig oppe i Butiken.
En for en listede de sig afsted ad forskjellige Veie. Svend og Else fulgtes.
Da de gik forbi Frøken Falbes Dør, trykkede hun sig mellem ham og Væggen. Hun havde intet Samvittighedsnag, bare en brændende Angst for at blive stanset. Den Luft, kun havde indaandet mellem disse Mennesker, den stærke Drik, hun havde faaet Smag paa, havde med et Slag vakt hendes vilde Trods og omskabt hende til det graadige og begjærlige Dyr, der gjennem Fiender og Farer maatte ud paa Rov. Lydløs og snar som en Kat trak hun Svend med sig langs de mørkeste Skygger.
Gamle Schirrmeister sad alene igjen i sin Ubrugelighed og tyggede paa et Mandelskal.
„Glædelig Jul!“
„Tak i lige Maade!“
Alle Mennesker raabte til hverandre, smilte og hilste; hilse med Hatten kunde ingen, saa belæsset som man var med Pakker.
Inde hos Delikatessehandlerne og i Legetøibutikerne stod to ja tre Rækker og strakte sig forbi hinanden, og Butikfolkene sprang sig næsten fordærvet bag Disken.
Men ude paa Gaden stod ligesaa tæt af Børn og saa i Vinduerne, skjønt i de fineste Butiker, hvor der netop var mest at se, var der saa dugget paa Ruden af Varmen derinde, at en maatte kige i Striberne efter alle Draaberne, der randt ned, — naar man skulde se noget.
Der stod en Julegubbe med snehvidt Skjæg og holdt et lidet Juletræ, paa hvilket der brændte bittesmaa, rigtige Lys. Han var det allerdeiligste, man kunde se; men saa var der en ækel, halvstor Pige, som selv havde været inde; hun sagde, det var ikke rigtig Sne, som var strøet over Manden og som glimtede saa smukt i Træet, men bare hvidt Strøsukker, for hun havde smagt.
Dette ødelagde Julegubben for de fleste, og der blev en unaturlig Tilstrømning til det næst-mærkværdigste: en Caroussel, som gik rundt. Og her blev Klumpen af Smaabørn saa kompakt, at de Voxne næsten ikke kunde faa sine løs; og dog maatte de skynde
