gjemme det lidet, hun havde, til efterjul. Men idag var hun alligevel paa Farten fra den tidlige Morgen.
Hun gjennemsøgte Byen paa kryds og tvers; thi hun havde sat sig i Hovedet, at hun vilde finde Else.
Det var over en Maaned siden, Frøkenen havde seet hende; men idag — da alle vare glade og gjorde sig tilgode, kunde hun ikke faa den stakkels Else ud af sine Tanker, og hun ledte høit og lavt efter hende i alle de Fattiges Afkroge og Smuthuller.
Først udpaa Eftermiddagen, da hun næsten havde opgivet det, mødte hun pludselig Loppen paa et Gadehjørne.
Frøken Falbe havde mange Gauge seet, hvor fort Skjønhed, Ungdom og Ynde gaar tilgrunde hos dem, der gaa Loppens Vei; men aldrig havde hun seet sligt før.
Men hun var ikke den, som lod sig forskrække. Med et fast Tag greb hun Loppen i Armen, da hun vilde løbe, og sagde roligt — somom ingenting var iveien: „Godaften Else! — det var morsomt, jeg traf dig. Vil du ikke komme og spise Julegrøden med os iaften?“
Loppen saa op. Et Øieblik flammede det af Trods og Frækhed i de store, blanke Øine: men med et brød hun sammen og gik hulkende nogle Skridt, idet hun støttede sig paa Frøken Falbe.
Else bar et brunrudet Tørklæde og ingenting paa Hovedet. Mager og graa var hun bleven i Ansigtet, og som hun gik bøiet og græd, var hendes Nakke saa tør og indskrumpet, at ingen skulde ane, at hun endnu ikke havde fyldt sit tyvende Aar. Der var ikke andet igjen af hende end Øinene — de store blanke Øine, som blev alt større, eftersom Ansigtet tabte sin Fylde.
Hun kunde ikke svare; hun prøvede ikke engang paa det; og Frøken Falbe fortsarte uden at vente Svar: „Jeg sagde til Kristian, da jeg gik ud, at jeg vilde tage dig med hjem, hvis jeg traf dig. Klokken sex kommer jeg hjem; jeg skal bare ud paa Møllen til en syg Kone. Saa skal vi drikke The og spise Julegrøden sammen. Du kan godt ligge hos os; jeg skal rede op for dig paa Sofaen i Stuen.“
Else trykkede hendes Haand. De stod bag en høi Stentrap, hvor der var ganske mørkt, og Frøken Falbe tog hende om Livet: „Du maa love mig vist, at du vil komme — Else!“
„Ja Frøken! — jeg skal komme,“ svarede Else fast og saa op.
„Tak — nu var du snil Pige,“ raabte Frøken Falbe glad; „nu skulde du begynde at gaa hjemover til mig. Klokken er alt over fem; jeg hører, de ringer i Kirkerne; saa kommer jeg strax efter. Kristian er hjemme, der er godt og varmt; sig, jeg kommer strax!“
