Den smukke Fru Politimesterinde holdt ikke længer Kontor fra
10—11. Hun var kjed af det.
Disse forberedende Arbeider drog ud i det uendelige; da Kapellanen havde faaet Foreningen stiftet, syntes det, somom han havde naaet sit Maal, og Foreningens videre Trivsel og Fremgang lod ikke til at ligge ham saa meget paa Hjertet.
I sidste Møde havde han endogsaa — under almindelig Tilslutning foreslaaet, at Sagen foreløbig skulde stilles i Bero til Høsten; thi nu kom Sommeren: alle Stiftelsens Velyndere reiste til Bad eller paa Landet; man fik derfor indskraenke sig til at arbeide i det stille — som Kapellanen udtrykte sig —, og saa mødes igjen — om Gud vilde — til Efteraaret med fornyede Kræfter.
Arbeidet i det stille var ikke noget for Fru Politimesterinden. Hun ønskede tvertimod paa en eller anden Maade at udmærke sig; men der var ingen Anledning; og tilslut lod hun Protokollen ligge lukket paa Skrivebordet; men hun lod den dog ligge der; det var altid en smuk Gjenstand, og alle Fremmede spurgte jo, hvad det var.
En smuk Maimorgen mellem 10 og 11 kom Pigen ind i Soveværelset og meldte, at Frøken Falbe var i Stuen, for at tale med Fru Politimesterinden.
Fruen vilde først undskylde sig; men da hun hørte, at det vedkom Foreningen for faldne Kvinder i St. Petri Menighed, gjorde hun et klædeligt Hastværkstoilette og kom ind. Men hun var alligevel lidt ærgerlig; det lignede netop Frøken Falbe at komme i utide.
Det lignede hende ogsaa, at hun slot ikke syntes at bare den Historie om en frygtelig Hovedpine, som Fruen fortalte, men uden videre gik til Sagen.
„De husker — Frue,“ saaledes begyndte hun, „at jeg for en Tid siden anbefalede en ung Pige til Deres Forening? De husker ogsaa, hvad der forhindrede hendes Antagelse?“
Fruen nikkede stivt.
„Denne Hindring er desværre nu bortfaldet,“ Frøken Falbes Stemme lød lidt skarpt, da hun sagde dette, „Pigen er kommen paa Afveie — i en sørgelig Grad.“
Fru Politimesterinden vidste ikke rigtig, hvad hun skulde svare. Hun paatog sig en forretningsmæssig Mine og søgte efter Indvendinger; hun følte en instinktmæssig Trang til at modsige Frøken Falbe.
