Men hun advarede ham ikke, syntes hellerikke, det var saa ondt.
Det havde været meget — meget verre, om han var bleven staaende
saa vakker og uskyldig, som da hun saa ham første Gang, —
nu da hun selv var kommen saa dybt ned.
Den Dag, han havde tyve Kroner igjen af sine Penge, bød han hende dem — halvt flot, halvt ydmygt for et eneste Kys.
Men Else fór tilbage baade ræd og vred: hun vilde ikke for alt i Verden røre ham eller Hans Penge.
Svend tog imod det — flad og sønderknust som en Hund, der faar Bank. Men da han luskede mod Døren, syntes hun alligevel Synd i ham, og saa kyssede hun ham for ingenting.
Saaledes gik Vinteren. —
Men da Dagene længedes og lysnede udover Februar og Marts, begyndte alskens Rygter, der havde ligget stille under Udrugning i Vintermørket, at røre sine Vinger, og en ny Historie om Konsul With fløi susende fra Hus til Hus.
Konsulen greb til det sædvanlige Middel; han reiste over til London i Forretninger. Og en Dag kom den venlige Kone ind til Else med et ganske nyt Ansigt, hvori der ikke var den mindste Levning af et Smil, og forkyndte kort og godt: at nu var Konsulen reist bort — for et Aar idetmindste, og Else havde ikke mere der i Huset at gjøre, men maatte strax pakke sig og ikke tage noget med.
Loppen var ikke længer den samme, som da hun blev jaget fra Mam Späckbom. Hun reiste sig og skjældte den venlige Kone dygtigt ud, og der opstod et stort Skjænderi, som endte med, at Konen bandte paa, at Loppen skulde være af Huset, før Sol gik ned.
Saa gjerne — saa inderlig gjerne, svarede Else; det havde længe været hendes Tanke; hun var kjed af det hele. Og da Svend idetsamme kom opad Trappen, raabte hun med funklende Øine: „Nu gaar jeg med dig — Svend!“
Men Svend saa mere betuttet end lykkelig ud, og han hviskede modfaldent til hende: „Jeg har ikke en Skilling mer.“
Da lo Loppen, — hun lo, saa det klang i Huset — opad Trapper og nedad Trapper; men Svend blev næsten ræd.
Og straalende, som om det var den lystigste Triumf af Verden, tog hun hans Arm og passerede forbi Konen, som stod og lo haansk af dem.
De gik op til Banden; ved Frøken Falbes Dør stansede Else og blev alvorlig, men bare et Øieblik.
