Loppen laa hos sin Veninde den Nat, og den næste Morgen gik
hun nedover mod Mam Späckboms Hus. Men Madamen opdagede
hende i Bakken og smældte Døren i for hende.
Da først gik det op for Else, at hun var jaget for Alvor; og hendes Ulykke faldt over hende med en pludselig Vægt, der syntes at maatte knuse hende. Hun listede sig ind i de trangeste Gader langs Stranden og gik hulkende med bøiet Hoved uden at se, hvor hun gik.
Da mødte hun den venlige Kone, som havde besøgt hende flere Gange.
„Stakkels liden Elsemor,“ sagde den gode Kone, „hvad har de gjort dig? kom ind til mig, jeg bor tæt ved, der skal du faa det saa godt, og ingen skal faa gjøre dig noget; kom du — Barnet mit.“
Det gjorde Else saa usigelig godt at here disse venlige Ord, og hun fulgte gjerne med.
Huset var ganske lidet og laa indeklemt mellem to store Søhuse, som vare Konsul With sine. Konen førte hende ovenpaa ind i en nydelig liden Stue, som vendte ud til Havnen. Indenfor var der et endnu mindre, endnu nydeligere Soveværelse.
„Se her kan du være, saalænge du vil,“ sagde Konen og klappede hende, „jeg har ventet saa længe, du skulde komme.“
Else var ikke saa forbauset endda.
I Drømmene, hun pleiede at drømme til Schirrmeisters Musik, gik det saaledes til og endda forunderligere. Og den sidste Tid med alle de stærke Rystelser og Sindsbevægelser havde gjort selve Virkeligheden saa broget for hende, at hun hverken tvivlede eller spurgte, men lod sig glide med Strømmen — glad og beroliget ved at være frelst af den gruelige Forladthed, hun havde følt en Stund.
Kun da den venlige Kone ganske i forbigaaende nævnte Konsul With, mens hun byttede Strømper paa hende — der laa indtil Strømper færdige i Komoden — først da fór der et Stik gjennem Else; hun reiste sig fra Sofaen og vilde løbe.
Men Konen holdt paa hende og snakkede derefter saa rørt om den gode Konsul, fortalte saameget smukt og godt om ham; og desuden — hvor skulde hun løbe hen?
Loppen lagde sig paa Sofaen; og da den gode Kone lidt efter bragte Kaffe, Æg og Hvedebrød paa et Bræt med hvid Dug, satte hun sig til at spise og morede sig med at se Baadene ro forbi ude paa Vaagen. —
Udover Høsten og Vinteren boede nu Else her og havde det godt. Hun vennede sig lidt efter lidt til Konsulen, som var snil og
