For Else kjendtes det atter, som om hendes Bryst vilde udvide
sig. Hun gik bøiet over sin Rose.
Og som de gik saaledes, nærmede de sig lidt efter lidt til hinanden, tilslut gik de saa tæt ind til hinanden som de kunde; de talte ikke længer, men aandede kort; hun snublede og greb ham om Armen; han klemte hendes Haand ind til sig, og saaledes gik de nogle Skridt uden at vide af sig selv.
Men en Vogn kom hurtigt nedover Bakken bag dem. Kusken raabte dem an, og de sprang en til hver Side.
Det var Konsul With, som vendte tilbage fra sit Teglværk. Da han saa Else, lod han Vognen holde, sprang ud og tog hende ved Haanden: „Se god Aften! — lille Jomfru! De skal vist til Byen, kom og kjør med mig.“
Else vilde gjøre Indvendinger; men han løftede hende næsten ind i Vognen. Hun kjendte strax den rige, fornemme Konsul With og generede sig halvt for at gjøre Modstand, halvveis stod det kanske for hende, hvilken stor Ære det var at kjøre i hans Vogn.
Men da de rullede afsted, blev hun helt forskrækket. Hun fik bare se et Glimt af Svend, der stod fortabt ved Veikanten, saa fór Vognen ned ad en ny Bakke, og han blev borte.
Desuden fik hun nok at gjøre med Konsulen, der lagde sin Arm om Livet paa hende og vilde kysse hende paa Halsen.
Loppen var vant til sligt og til at holde Mandfolkene fra sig. Men det var en helt anden Sag dette. Hun kunde da ikke puffe til Konsul With, som hele Byen hilste paa, og som var saa fin.
Desuden var han saa gammel — syntes hun; og tilslut var hun saa angrebet og underligt opløst af denne lange Dag med de mange nye Ting; det blandedes sammen for hende; hun sansede ikke klart, hvem det var hun sad med i den mørke Vogn; hele Tiden tænkte hun paa Svend og forvirredes, saa at hun kjendte sig saa ængstelig lykkelig og trøt.
Konsul With boede om Sommeren i en Villa nede ved Fjorden. Han lod Kusken kjøre ind i Gaarden, men steg ud med Else ved Haveporten. Hun vilde ikke følge ham ind; men han greb hende om Haanden.
„Aa — Rosen min!“ — raabte Else; han havde revet alle Bladene af.
„Kom bare, skal du faa saa mange Roser, du vil have,“ hviskede han og trak hende med.
Der var ganske mørkt i den smale Gang mellem Buskene, hvor han lod hende gaa foran.
