Men saa kom der Bud igjen efter Else. Mam Späckbom var færdig
og vilde til Byen. Der var ikke andet for end at lystre. Loppen
drog sig henimod Formandens Hus, hvor Madamen alt sad i Giggen.
„Kom nu Else!“ — raabte hun utaalmodig, „Klokken gaar til syv, vi maa være hjemme i Dagslyset.“
Loppen tog Mod til sig: „Kan jeg ikke faa Lov til at gaa til Byen; her er saa vakkert Veir.“
Mam Späckbom saa paa Svend og smaalo: „Aahaa — du har nok godt Følge, kan jeg tænke; — jaja saa faar du passe dig selv da — Else; men kom ikke for sent hjem;“ — dermed kjørte Madamen afsted.
Hun var en meget liberal Dame — Mam Späckbom, og hun fandt ikke noget ondt i, at de unge Mennesker fulgtes ad i den smukke Aftenstand; desuden syntes hun godt om Svends Ansigt.
De to Unge gik altsaa langs med Søen, medens Madamen tog Byveien fat. Loppen var glad over sit Held; men da hun saa — lidt koket spurgte Svend, om han vilde følge hende indover til Byen, svarede den Klodrian: „Jeg faar vel det.“
Det følte Loppen sig lidt fornærmet over; hun var vant til galantere Kavalerer. Men han gjenvandt hele hendes Gunst ved at klyve over Gjærdet i Klokkerens Have og stjæle en Rose til hende af en Busk, som ikke kunde sees fra Huset.
Det var en ganske simpel lyserød Haverose, som hang igjen efter den egentlige Blomstring. Men den havde alligevel Duften — Rosenduften, som hørte med i hendes Drømme.
Og medens hun gik i denne Duft ved Siden af ham, følte hun atter en overvældende Trang til at takke, til at meddele nogen sin Lykke. Hun vilde kaste sig om hans Hals, kysse ham, gjøre de utroligste Galskaber; men han gik et Stykke fra hende og saa saa kold og alvorlig ud, at hun skammede sig.
Alligevel gik han just og pinte sig selv med det samme. Han vilde saa frygteligt gjerne at de skulde sætte sig i Lyngen og snakke sammen; men han vaagede ikke at foreslaa det.
Der havde blæst en liden Solgangsvind ved Middagstider; men Aftenen var igjen blikstille. Fjorden laa saa glat som Glas med blanke Ringer, hvor en Fugl netop havde dukket, eller med lange bølgende Striber efter en Fiskerbaad, som skulde ud i Sundet og friste Torsken.
Der var ingen Lyd af Fugle; der var ingensomhelst Lyd af nogenting; men en lun, fristende Stilhed, hvori man kunde skjule sig, for at hviske noget til nogen, som ingen maatte høre.
