Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/507

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

skulde have gjort — nemlig giftet sig med et Strygebræt. Thi Fru With var visselig noget af det fladeste, man kunde se for sine Øine.

Andre fandt, at hun fortjente det ikke bedre, naar hun kunde Være saa taabelig at indbilde sig, at den smukke Otto With havde taget hende for andet end for gamle Skipper Randulfs Penge.

Men Konsulen selv var saa smidig og glat, saa elskværdig og beleven, at Rygterne gled af ham. De, som kjendte ham nøie, lo af ham: han var nu engang uforbederiig; men de fleste mente, han var ikke saa slem som der sagdes.

Imtdlertid fortsattes Forhandlingerne; de forberedende Arbeider aftaltes og fordeltes mellem de Tilstedeværende. Dette var imidlertid ikke uden Vanskelighed, og Kapellanen maatte være yderst varsom, for at manøvrere mellem alle disse Damer uden at støde nogen.

Især kunde han mærke, at der var flere af Dameme, der eftertragtede Posten som Foreningens Secretær. Og dette var for en Del Kapellanens egen Skyld. Thi han havde halvt spøgende udmalet det interessante og ansvarsfulde ved saaledes at føre en stor, tyk Protokol med Rubriker af rødt og blaat Blæk.

Denne tykke Protokol syntes specielt Fru Politimesterinden at have forelsket sig i; og hvergang Secretærposten kom paa Tale, lod hun sine smukke Øine hvile paa Kapellanen med en blufærdig Bønfaldelse.

Men der var andre, som kunde være mere værdige til denne Udmærkelse. Først var det nu Fru With, i hvis elegante Selskabsværelse Forsamlingen fandt Sted, og fra hvem man ventede det største Bidrag. Men Kapellanen havde listeligen tænkt at affinde sig med hende ved at gjøre hendes Mand — Konsulen til Foreningens Formand.

Saa var der den rige Fru Fanny Garman fra Sandsgaard. Hun saa rigtignok ud, somom hun bare kjedede sig og ikke brød sig om nogenting; men det kunde dog hænde, hun vilde tage en Forbigaaelse ilde op; man kan aldrig vide det.

Og saa var det ogsaa et stort Spørgsmaal, om han ikke rettest burde tilbyde sin Sognepræsts Frue denne Secretærpost. Pastor Martens havde paa sin Kones Vegne modtaget Indbydelsen til at deltage i Foreningen. Men han havde rigtignok tilføiet, „at skjønt hans Lena med Liv og Sjel interesserede sig for Sagen, var hun desværre saa svagelig, at hun helst som en stille Kvinde holdt sig Indenfor Hjemmets lune Hegn.“ Hun var hellerikke tilstede i Mødet.

Kapellanen begyndte at blive urotig; han var forholdsvis ny i Menfigheden; og Stiftelsen af denne Forening for faldne Kvinder i