bedst, og naar de skulde blomstre, fik hun Lov til at have dem i sit eget Kammer, for der kom Morgeosol.
Der var tre-fire halvt udsprungne, og hun indaandede den fine, unge Duft, mens hun bøiede sig over dem. Og med denne Duft fra hendes Roser kom der Billeder af alverdens underlige Ting: pyntede Damer og Herrer, Lys, Musik, Vogne og skinnende Heste, og Musik igjen, som hun hørte klinge langt borte.
Og da hun krøb iseng, tænkte hun ikke paa Mam Späckboms Patienter eller paa Frøken Falbes stille Stue, men hun sovnede i Roser og Musik og Drømme af hvid Atlask med Svanedun om Skuldrene. Hun var sytten Aar gammel. —
Livet i Arken gik sin brogede Gang med en vis Regelmæssighed. Mam Späckbom førte sin stille Krig med Doktor Bentzen; Frøken Falbe arbeidede med sin Skole og med Broderen; og Banden drev sit hemmelighedsfulde Liv ovenpaa.
En lang Stund holdt Loppen sig fra at gaa paa Loftet, indtil hun en Dag hørte gamle Schirrmeister spille. Hun fik saadan Lyst til at se, om han var alene, — det kunde der ikke være noget ondt i.
Han var ikke alene; men da hun først var kommen, blev hun deroppe alligevel. Og lidt efter lidt blev alt som før; kun at hun nu gjorde Alt, for at holde sine Besøg hemmelige for Frøken Falbe.
Saaledes var Mam Späckboms Ark, og i alt dette voxte Loppen op. —
„Ja — men vi maa betænke — mine Damer og Herrer! at det
her ikke blot gjælder at komme den betrængte Menneskehed
tilhjælp i sin Almindelighed; men at vi have sat os til Opgave at
virke indenfor et bestemt Omraade. Paa samme Tid som jeg derfor
af fuldt Hjerte kan slutte mig til de af Hr. Konsul With
fremholdte Synspunkter, maa jeg dog fastholde, at vi ikke bør gaa ud
over vor egen Begrænsning. Det er nok muligt, at Nøden — og
hvad her særligt vedkommer os: den sødelige Fordærvelse blandt
de unge Piger —, at den kan være ligesaa stor — ja kanske meget
større i St. Pauli Menighed end her i St. Petri. Men jeg tror dog,
at skal vort Arbeide ret bere synlige Frugter til Velsignelse, saa
bør vi holde os inden den af Gud selv anviste Begrænsning, og
det er — mener jeg — vor egen Menighed.“
„Aa — hvor det er sandt, hvad Kapellanen siger der,“ sagde Fru Bentzen glad; „det er ganske som førend jeg fik mine visse Fattige. Alt hvad jeg gav, hvad vi øste ud, det forsvandt sporløst,
