gjorde en Stans, raabte Puppelene opmuntrende til dem, og Kunstnerne vederkvægede sig i en Fart og spillede videre.
Men midt i en fortrinltg Allegro spirituosa, hvor Ølkonomens Fløite sutlede afsted i Triller og Løb, saa det var en Fornøielse, blev der banket paa Døren.
Manden med de mange Ansigter forsvandt i et Secund under Puppelenes Stol; og Else saa med Forbauselse, at hendes Kavaler og Blikkenslageren med en Gang havde givet sig til at spille Kort — med Kort, som maatte være faldne ned fra Taget, — ja de kjeglede endog meget heftigt om en Kløverknægt.
„Aber Jørgen! — hvorledes du dog tromler!“ raabte Schirrmeister forarget; thi eftersom han drak, blev Jørgen Tambur mere ivrig; han mindedes den stolte Tid, da han trommede for Borgerkorpset, eller slog Allarm i Gaderne, naar der var Brand.
„Hys!“ kommanderede Puppelene, da det bankede igjen. Trioen forstummede —; „hvem banker?“ spurgte Værtinden i en trodsig Tone.
En Stemme svarede udenfor.
„Luk op“ — sagde Puppelene beroliget, „det er bare Frøken Falbe.“
Blikkenslageren slog Slaaen fra, dreiede Nøglen om og aabnede.
Frøken Falbe blev staaende paa Dørtærskelen og vexlede et Blik med Puppelene, som just ikke var meget venligt; derpaa sagde hun roligt og uden at sanse de andre: „Kom Else! du skal ikke være her.“
Else reiste sig skamfuld og fulgte med; der var ingen i Banden, som vovede at mukke. Da de kom til Frøken Falbes Dør, tog hun Loppen om Livet og sagde: „Kjaere Else! lov mig, at du aldrig mere vil gaa derop. Nu er du jo en voxen Pige; du maa dog forstaa, at det ikke passer sig for dig at være blandt de stygge Mennesker.“
Else blev rød som Blod og lovede med Taarer, at hun aldrig mere skulde gaa op til Banden. Og da hun var alene nede i sit eget lille Kammer, gjentog hun sit Løfte, mens hun klædte af sig.
Frøken Falbe havde Ret; det var vist nogle stygge Mennesker — de oppe paa Loftet. Det var bedre at passe Mam Späckboms Patienter eller sidde om Aftenen hos Frøken Falbe og læse.
Men før hun gik iseng, maatte hun se til sine Roser i Vinduet. Thi Loppen elskede Roserne.
Hun passede alle Mam Späckboms Blomster, — og Madamen havde Blomster i alle sine Vinduer; men Roserne pleiede Else dog
