og Løb blev til bare Spyt og Vind. Men gamle Schirrmeister akkompagnerede efter sit eget Hoved.
Han maatte være temmelig langt kommen, for at deltage i disse Trioer; og undertiden spillede han i sin Harme og Skam et saa vildt Akkompagnement, at salig Fürstenau vist neppe havde gjenkjendt sin fredsommelige Rondo grazioso.
Da de vare komne vel igang, glyttede Puppelene paa Døren, og et Øieblik efter kom et Par unge Mennesker ind; de saa ud som Haandværkssvende eller saa omtrent. Den ene var enøiet, og Loppen vidste, han var Blikkenslager; den anden derimod var en ny ung Fyr, som strax gav sig ifærd med at gjøre Kur til hende. Else vilde heller sidde i Fred og høre paa Musiken, som hun fandt deilig; men ellers var hun saa vant til at Mandfolkene heroppe kneb i hende og vare elskværdige, saa hun lod sig ikke videre genere.
Puppelene kom nu ogsaa selv ind og laasede Døren efter sig; og samtidig med hende — nesten somom han kom ud af hendes Skjørter — viste der sig en Person til, saa der blev trangt nok i det lille Rum.
Det var en liden bleg Mand; Loppen havde nylig seet ham en Gang før heroppe, og hun havde faaet Indtrykket af, at det var en vigtig Person.
Idet han nu satte sig paa en Krak tæt indtil Værtinden, løb hans smaa vandblaa Øine rundt i alle Kroge, henover alle Personerne, opigjennem Tagvinduet og sluttede henne ved Døren, hvor Slaaen var slaaet for og Nøglen omdreiet.
Hans Ansigt var magert og blegt, somom han havde levet længe i Mørke; Haaret var lyserødt, næsten hvidt, og tætklippet med store Viger i Tindingerne. Hans Hænder vare lysere end de andres; men de kom sjeldent frem; for han brugte at sidde paa dem.
Loppen maatte hvert Øieblik se hen paa ham: han havde saadan et underligt Ansigt; men det allerunderligste var, at han havde et nyt, hvergang hun saa hen paa ham. Og da han mærkede hendes Forbauselse, gav hun sig til at gjøre Grimacer, og tilslut satte han et saa fælt Ansigt op, at Loppen gav et lidet Skrig og vilde reise sig.
Men da lo han stille, uden Lyd, og viste sine gule Tænder. Derpaa blev der en Hvisken mellem ham og Puppelene; forskjellige Ting, som Loppen ikke kunde se, gik fra Haand til Haand under Bordet; Blikkenslageren og det andet unge Menneske blev ogsaa trukne ind i den hemmelige Samtale. Men hvergang Musiken
