ten sin Skyld eller det laa i Temperanentet — hans Læbe var meget tykkere og hang dobbelt saa langt ned.
Denne Person havde i sin Tid været Økonom ved Byens Strafarbeidsanstalt, men var bleven afskediget; og nu levede han i sin Søsters Pension — som han sagde. I Banden gik han under Navnet Ølkonomen, og saavidt man kunde skjønne bestilte han ikke Guds skabende Gran andet end drikke, spille Fløite og gaa Ærinder for sin Søster.
Der var imidlertid noget mystisk ved disse Ærinder, som altid foretoges i Mørkningen. Ølkonomens lange, dobbeltknappede Frak var besynderlig udstoppet, naar han gik ud; men naar han — forholdsvis slank — vendte tilbage, kastede Søsteren sig over ham som en Høg, før nogen anden fik fat paa ham; thi det var en almindelig Mening i Banden, at efter saadanne Expeditioner bragte han Penge tilbage.
Loppen kjendte godt baade Ølkonomen og Jørgen Tambur; hun reiste sig strax og ryddede Plads for dem, saa godt det lod sig gjøre.
Jørgen Tambur medbragte til Koncerten to Fiasker Øl og en Pæl Brændevin. Ølkonomen blinkede hemmelighedsfuldt og sagde, „han havde sendt Bud“, — noget han altid sagde. Intet Menneske vidste, hvad det var for et Bud, eiheller hvor det var sendt hen; men alle vidste bestemt, at det aldrig vilde vende tilbage.
Gamle Schirrmeister kastede imidlertid et ringeagtende Blik paa Drikkevareme og erklærede, at han ikke vilde spille idag.
„Ordre fra Puppelene,“ sagde Jørgen Tambur med militær Korthed, og idetsamme stak hun selv Hovedet ind ad Døren og sagde i en usædvanligt blid Tone: „Nu? spiller I ikke? kanske det skulde være lidt drikkendes?“
„Ei — ei! — skinner den kjære Sol idag?“ — raabte Schirrmeister, og Ølkonomen nikkede og pudsede Klapperne paa sit Instrument med et rødrudet Lommetørklæde, medens Jørgen Tambur betænksomt stak Brændevinet i Brystlommen og de to Ølflasker dybt ned i sine lange Kjoleskjøder; naar Puppelene vilde traktere, kunde han spare sit til en anden Gang.
Koncerten begyndte med en Rondo grazioso af Fürstenau. Ølkonomen havde virkelig kunnet spille Farstenau i sin Ungdom. Men med Aarene havde der lagt sig ligesom et Slør af Spyt over hans Spil, og Fingrene vare saa tykke og stive, at han holdt dem ret ud, naar han spillede.
Jørgen Tambur udførte sit Parti med Smag og Diskretion, idet han ved dæmpede Hvirvler dækkede over, naar Ølkonomens Triller
