Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/501

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

for maatte han helst være lidt fuld; men da kunde han spille, saa det sukkede eg græd i det gamle Klaver, og Loppen sad aandeles paa Sengekanten og græd med.

Saalænge hao da havde noget at drikke, blev han ved at spille, medens han dels sang, dels fortalte hende, hvad det var, han spillede; og saaledes kom han til at skildre sin Ungdom fuld af Haab og Musik og Lystighed; hvorledes han havde spillet „Commere mit den Göttinger Studenten“, og hvorledes den store Spohr engang havde lagt sin Haand paa hans Hoved og sagt: „Er wird es weit bringen!“

Og gamle Schirrmeister kastede sin lysegule Paryk, forat hun skulde se selve det Hoved, paa hvilket den store Mesters Haand havde hvilet.

„Ja — ja — er hat es auch weit gebracht — der alte Schweinigel!“ — sagde han derpaa for sig selv og saa sig om i sit Tagkammer, tog sig en Slurk og spillede videre.

Og Loppen hørte og saa alverdens underlige Ting. Og straalende Billeder bredte sig for hende: pyntede Damer og Herrer, Lys, Musik, Roser, Vogne og skinnende Heste, Bruden i hvid Atlask — og Roser igjen, som hun kjendte dufte.

En Sommeraften — Tagvinduet stod aabent, og Lyset fra Solen, som gik ned, hldt rodligt over den lille Musikant, som sad og spillede for Else med Flasken ved Siden.

Hans Øine vare fugtige af Drik og Rørelse, medens han blødt og paa den gammeldagse forsigtige Maade foredrog en Adagio fra Mozarts Sonater. Dette var en speciel Opmærksomhed mod Loppen; thi ellers var han ikke at formaa til at spille de gamle Klassikere, hvad man saa bød ham.

Men han havde merket, at Else kunde følge ham. Og naar han saa, hvorledes han kunde bøie hende efter Musiken, saa at de klare Øine snart stod fulde af Taarer, snart aabnede sig som foran en Aabenbaring, da sukkede det gamle Vrag: „sie wird es auch weit bringen.“

Ude paa Loftet lød der et underligt Bulder, og nogen tog i Døren.

„Tra-tra-tra! — der Trommel ist da!“ — raabte Schirrmeister og slog om i en lystig Marsch.

Døren gik op, og ind kom en Tromme paa Maven af en lang, tør Fyr i blaa Uniformskjole med lange Skjøder. Dernæst fulgte en stor tyk Mand med en Fløite under Armen.

Man behøvede bare at se hans Underlæbe, saa forstod man strax, at han var Broder til Puppelene. Men enten det nu var Fløi-