Kristian kunde da sætte sig til at lege med hende eller spille
Dam; og Frøken Falbe saa op fra sine Stile med sit smukke Smil,
naar de lo rigtig godt af hinanden.
Alligevel morede Loppen sig endnu bedre oppe paa Loftet hos Banden. Der var et eget hemmelighedsfuldt Halvmørke udbredt over alle de underlige Kroge og smaa Kot deroppe. Desuden vidste man aldrig, hvem der egentlig boede der; thi Selskabet vexlede bestandigt. Snart var der bare to-tre af de faste Leiere; snart kunde det kry af Mennesker i hver en Krog — heist Mandfolk, som sov, spilte Kort drak eller stak Hovederne sammen og hviskede.
Hovedpersonen paa Loftet var Puppelene — et stort, stærkt Fruentimmer med merkt Haar, smaa Øine og en ualmindelig tyk Underlæbe.
Hun leiede alle Rummene heroppe underét af Mam Späckbom, hvilket var meget bekvemt for Madamen. Men ellers var Forholdet mellem de to Damer ikke uden Rivninger. Thi Banden var til stor Forstyrrelse for Huset med Musik og Støi og sligt; desuden satte den Arken i daarligt Ry over hele Byen.
Men hvorledes det nu var eller ikke, Puppelene lod sig ikke fordrive. Mange Gange havde Madamen opsagt hende, og et Par Gange var Puppelene endogsaa gaaet. Men efter kort Tid indtraadte der en Forsoning, og hun vendte tilbage til Arken — „ganz wie den Due mit den Oelblatt“, — som gamle Schirrmeister udtrykte sig.
Gamle Schirrmeister var en fordrukken tysk Musikant, som var kommen herop med et omreisende Orkester for mange Aar siden. I Begyndelsen gik det ham godt. Han spillede en meget smuk Violin og var ellers istand til at spille ialfald respektabelt paa næsten alle mulige Instrumenter.
Han fik derfor Informationer i de bedste Huse. Men lidt efter lidt gik han af Mode; Drikken tog Overhaand; og tilslut slog han sine Pjalter sammen med sin oprindelige Tjenestepige Lene, som han pleiede at kalde: „meine Puppe“. Deraf erholdt hun i Folkemunde Kjælenavnet Puppelene.
Nu var den gamle Kunstner reduceret til at leve af Nodeskrivning og Puppelenes Naade. Indunder Skraataget stod hans gamle Klaver, der tjente til Bord for Nodeskrivningen, for Spisning og Drik, og allerinderst ved Væggen stod Violinkassen gjemt, støvet og glemt.
Naar Else var alene med gamle Schirrmeister, kunde hun faa ham til at spille; men det var ikke ofte. Thi den gamle Musikant var kommen saa vidt, at det gjorde ham ondt at høre Musik. Der-
