„Du støver!“ raabte Fætter Hans.
Ole hørte ikke.
„Han er lige saa døv som Tante Maren,“ tænkte Hans; „du støver Ole!“ raabte han høiere.
„Aa, om Forladelse!“ sagde Fætter Ole og løftede Benene høit iveiret for hvert Skrift. Ikke for alt i Verden vilde han genere sin Broder; han havde allerede nok paa Samvittigheden.
Gik han kanske ikke netop i dette Øieblik og tænkte paa hende, som han vidste, Broderen elskede, og var det ikke syndefuldt af ham, at han ikke kunde faa Bugt med en Lidenskab, der baade var en Uret mod hans egen Broder og desuden saa aldeles haabløs.
Fætter Ole gik strengt irette med sig selv; og medens han holdt sig paa den anden Side af Veien, for ikke at støve, forsøgte han af al Magt at tænke paa de mest ligegyldige Ting. Men hvor langt borte han end lod sine Tanke begynde, kom de dog ad de underligste Gjenveie tilbage til det forbudne Punkt og begyndte atter at flagre som Fluer om Lyset.
Brødrene, der vare i Feriebesøg hos Præsten, deres Onkel, befandt sig just paa Veien til den nærliggende Sorenskrivergaard, hvor der skulde være Ungdomsselskab med Dans. Der var mange Studenter paa Besøg i Bygden, saa at disse Ungdomsselskaber gik som en Epidemi fra Gaard til Gaard.
Fætter Hans var derfor ret i sit Element: han sang, hans dansede, han var vittig fra Morgen til Aften; og naar hans Tone havde været lidt skarp, da han paastod, at Ole støvede, var det egentlig af Ærgrelse over, at det slet ikke vilde lykkes ham at bringe Broderen op i samme Stemning.
Vi vide allerede, hvad der trykkede Ole. Men selv under normale Forhold var han mere rolig og stilfærdig end Broderen. Han dansede „som en Nøddeknækker“ — sagde Hans —, kunde slet ikke synge (Fætter Hans sagde endog, at han havde en monoton
