Kristian Falbe lignede sin Søster; men han var en vakker Mand;
den store Familienæse klædte ham bedre.
Om denne samme Næse samlede der sig imidlertid allerede i hans tredivte Aar en rødlig Sky; thi Kristian Falbe drak vel meget.
Hvis han havde levet i en stor By, var han sandsynligvis blevet en ganske moderat Cafégjæst. Men i en liden By, hvor det ikke gaar an at besøge Restaurationer, der lurer man sig ind Bagveien, og der lærer man at drikke.
Hele Byen vidste naturligvis dette om Falbe; medens Søsteren indbildte sig, at hun holdt det skjult for alle. Thi dette var hendes stadige Tanke og evige Stræv fra Morgen til Aften og mangengang fra Aften til Morgen. Hun havde opgivet at forbedre ham, hun var træt af alle hans gode Løfter og mislykkede Forsøg: nu gjaldt det bare at holde ham nogenlunde oppe — og saa at skjule det.
De kjendte Faderens Skjæbne; men hos hende havde Familiestoltheden samlet sig i Energi, hos ham derimod i ørkesløs Misnøie og Bitterhed.
Han var flink og vel begavet; naar han havde sine bedre Perioder, gav han privat Undervisning i Sprog. Men saa kom Drikken over ham igjen, og da forsvandt han for hele Uger, og vendte tilbage til Arken i den ynkeligste Forfatning.
Søsteren fortjente nok til dem begge. Hun lagde Penge i hans Portemonnaie, mens han sov; hun smilte til ham, naar han var kommen fuld hjem om Aftenen; hun lavede Mad — den bedste Mad, hun kunde finde paa for ham. Han aad og drak og takkede aldrig.
Men dette var ogsaa Frøken Falbes eneste Svaghed; hun sagde det selv til sig selv i ensomme Stunder. Ellers var hun grei, modig, myndig og utrætteligt virksom.
I Arken stod der mere Skræk af hende end af selve Madam Späckbom, og endog de modigste i Banden gik paa Tæerne, naar de passerede Frøken Falbes Trappeafeats.
Det var forresten en vanskelig gammel knirkende Trap, der gav sig god Tid med mange Afsatser; men tilslut blev den steil som en Stige. Det hørte til Loppens Yndlingsfornøielser at rutsche paa Rækværket fra øverst til nederst med et lidet Hop for hver Afsats, — det vil da sige, naar Frøken Falbe var i sin Skole.
Forresten var Frøkenen altid venlig mod Loppen paa sin noget strænge Maade. Om Aftenen, naar Mam Späckbom var optaget af sin Praxis, sad Else oppe i Stuen hos Falbes og læste eller saa i Billeder, medens Frøkenen rettede Stile. Kom saa Kristian hjem, kastede Søsteren et hurtigt Blik paa ham, og eftersom dette faldt ud, blev Else enten sendt ned eller opfordret til at blive.
