Thi det var en Latter anderledes end al anden Latter, som nogensinde
var hørt i Noahs Ark. Den kunde løbe opad Trapperne og
ned i Kjælderen, gennem Nøglehullet ind til de Syge og lige ind
i Hjertet paa Folk, saa nogle blev ganske varme, andre maatte le
med; men alle vilde de give, hvad det skulde være, for at høre Loppen le.
Og hun lo gratis af alt eller ingenting — som det kunde falde sig. Hun havde røde Læber og friske, stærke Tænder; men Øinene lyste over Alt; — de var Mam Späckboms Stolthed; thi den lærde Doktor havde jo „opgivet dem“. —
Madam Späckboms Ark var ikke saa omhyggeligt bygget som Noahs. Det var — rent ud sagt — et gammelt Skrammel af et Hus, som stod, fordi det var bygget sammen med et nyere og stærkere. Men da det — som alle Gamle — ikke kunde finde sig i at tage mod Støtte af Ungdommen, kastede det sig altid mere ud til Siden, for at protestere mod Forbindelsen; og derved kom det til at hænge truende ud over den bratte Bakke, som paa Østsiden førte ned til Havnen og Bryggerne.
Det var et Hjørnehus, hvidmalet mod Gaden og rødt paa Bagsiden. Alverdens Krumninger, skjæve Linier, Skakdøre, Udbygninger og Gevæxter syntes at have sendt Repræsentanter til denne Ark; og som den stod der i al sin Umulighed, var den en ligesaa stor Gaade for den moderne Arkitektur som Noahs.
Men den maatte dog være seig alligevel; thi ellers var vist Banden forlængst faldet ned i Kjelderen — sligt Leven, som der var mangengang. Det var til stor Plage for Falbes især om Natten, naar der var Uro i Banden ovenpaa. Om Dagen var baade Søster og Broder helst ude. Hun havde en Pigeskole i den finere Del af Byen, og han var ialfald ikke i Arken.
De hørte til en gammel Embedsslægt; men der havde været noget iveien med deres Fader. Rygtet sagde, han havde hengt sig eller skudt sig for Underslæb; men det var et Snes Aar siden og paa en ganske anden Kant af Landet, saa ingen vidste rigtig Besked.
Vist er det, at Børnene forblev halvt fremmede i Byen og levede ensomt og tarveligt. Frøkenens Pigeskole var i stor Anseelse, uagtet hun selv slet ikke var nogen yndet Person. Dertil var hun altfor myndig og original.
Frøken Falbe kunde vere en femogtredive Aar — Broderen var to-tre Aar yngre —; hun var blond med stor, bunket Næse og alvorlige Øine. Men til enkelte Tider kunde hun smile saa venligt, at Folk, som saa det første Gang, bleve ganske forbausede.
