Den Fremmede steg op den lille Svingtrappe, og Doktoren gjenkjendte Kammerherre Georg Delphin.
„Godaften Doktor! – De tror vist, jeg er fuld; det er jeg da ogsaa forresten. Jeg er falden i Unaade, og saa har jeg døvet min Smerte. Er Deres Frøken Søster kommen ombord?“
„Ja hun sover alt, haaber jeg.“
„Kom lad os gaa herind,“ sagde Kammerherren og aabnede Døren til en Røgelugar oppe paa Salonen, „se her kan vi faa os en liden Afskedspassiar. De er vel ikke søvnig – Doktor?“
„Nei – slet ikke,“ svarede Johan og skruede Lampen iveiret, „vil De røge en Cigar?“
„Tak! – men jeg trænger især til noget at drikke;“ – Kammerherren slog Kappen tilside og kastede sig i Sofaen i sin guldbroderede Uniform med Orden og Kaarde.
Johan Bennechen gik ned, forat finde noget at drikke. Men det eneste, Stewarten kunde opdrive saa sent paa Natten, var Whisky og Vand.
Kammerherren forsikrede imidlertid, at det var hans Yndlingsdrik, og det saa næsten saa ud. Efterat have sat et Glas tillivs, sagde han: „Deres Frøken Søster er altsaa kommen ombord?“
„Ja – jeg haaber, hun sover for længe siden –“ svarede Johan lidt forundret.
„At De dog kan reise fra Byen – Doktor! – i saa interessante Tider. Hør nu bare, hvad her er foregaaet i denne velsignede Aftenstund. Først: Kammerherre Georg Delphin falden i Unaade; dernæst Grosserer Falck-Olsen dekoreret for en gulblak Hoppe; dernæst Extraskriverne Hiorth & Bennechen udnævnte til Kammerjunkere, – den første tilogmed forlovet –“
„Nei – nei! – det gaar for fort! hvem var forlovet – sagde De?“
„Hiorth, – da hans Fader blev Statsraad, tog hun ham; ja De forstaar? – jeg mener hun – den gulblakke Hoppen til Falck-Olsen, Sofie tror jeg, de kalder hende. Den anden – hun den blissede – har slaaet op –“
„Nei – Kammerherre! –“ raabte Johan, „nu gaar det rundt for mig.“
„For mig ogsaa; ellers har jeg min Visdom fra Mortensen, som tiltrods for alle sine Fyrstikker er bleven presenteret ved Hoffet. Aa – hvor jeg misunder Dem – Doktor: som kan komme bort fra alt dette!“
Hans Ansigt blev med en Gang saa slapt og gammelt, at Johan syntes Synd i ham:
